CarlEtlarsMinder

220

staaende heldige O perationer, m odtog B ro sb ø ll a f G eheim e- laadens Hænder og helligede ham en sjælden om hyggelig Pleie. Da E tla r samme A ften sad i en m agelig S to l i en P rivatvillas grønne H ave, medens So lso rtern e smuttede ud og ind i B uskadserne, og lune S k o vlu ftn in ger syntes at bringe Fo rjæ ttelse om et nyt L iv , brast C arit E tla r for første G an g i al denne T id i G raad og udbrød : « S k al jeg døe, saa lad m ig døe her i den frie N atu r og ikke i det skræ k k elige Væ relse, hvor jeg seer S y n e r paa V æ ggen !» Det var, som om alle Feb ersyn er her med eet fo r­ svan d t; et nyt, rigt, poetisk L iv aabnede sig for den Prøvede. F ra denne D ag gjenvandt C arit E tlar efterhaanden K ræ ftern e, badet i den varm e S o l, om givet a f F o rstaaelse og venlige M ennesker. H er dikterede han Fo rtæ llin gern e « F o r slet Intet», «Ingos B ed rifter» og « F rø e t spirer». I otte Som re blev dette Sted C arit E tlars jæ vnlige Opholdssted. Da Efteraaret kom, ordinerede Læ gern e E tla r mod Syden . E fter hans Ønske sk rev G eheim eraad M annkopff en A n søgn in g til vort Kultusm inisterium om forlæ nget F e rie, for at D igteren i Syd en fuldstændig kunde restituere sit H elbred. F ø rst i O ktober, da gulnede B lad e a f Storm og ved­ varende R egn svøbedes gjennem A lleerne, tiltraadte C arit E tlar endelig for A lvo r sin afb ru dte R eise mod Syd . V ognen, hvori de R eisende bortførtes, var fyldt a f Venners B lom ster; H ilsener tilvinkede dem overalt en ly k k e lig R eise. Det blev ogsaa en lyk kelig R eise, der indeholdt H oved­ begivenheder i D igterens L iv : Hans V ielse i Innsbrucks