CarlEtlarsMinder

2 10

4 A len langt. Det, som interesserer m ig meest ved denne H istorie — nei, græmm er mig, volder m ig sjæ lelig L id else den D ag idag, er, at jeg ødelagde det, gjennem skar mit H erodesbillede, skjøndt flere M estre, bl. A . M arinem aler Sørensen, sagde, at der var F i­ gu rer deri, som vare fuldt ud R em brandtske. Je g ødelagde det, fordi jeg syntes en T ilsk u er betragtede det ironisk. Saaledes har jeg alletider væ re t; saa snart der kom noget iveien , saa væ k med det. Je g øvede selv den strengeste K ritik over mine A rb eid er; men den G jern in g fortrød jeg bittert, skjøndt jeg aldrig har havt nogen T ro til m ig selv. Saadan har jeg fo rø vrigt ofte ødelagt mine M alerier, for Exem pel B ou rn o n villes og Joh an L . H eib e rgs; senere kom der Bud fra N orge, om jeg endnu var i B esidd else a f dem. Saa døde Goldschm idt, som De veed, a f Forb lødn in g. Det kom mig ikke u ven tet; vo r fæ lles L æ g e havde forberedt m ig paa hans Død. 1 sit sidste Ø ieb lik saae Goldschm idt, at der var B lod om kring ham. «H vad er alt det R ø d e her?» spurgte han. «D e har spildt v o r gode V i in.» Je g m istede min bedste Ven og savner ham meget. — N ei, man skulde aldrig væ re kommen ind paa K u n stn er­ banen, som avler Æ rgjerrigh ed . Man burde væ re blevet en d ygtig H aan d væ rker.» «D eres Land og Deres B ørn takker for hvad De har væ ret for dem.» «M ine B ø rn ,» ytrede Professoren, og hans A n sigt lyste. « Ja , min Fam ilie er min H elligdom . T re G an ge blev der budt m ig Plads i Akadem iet — som De veed, er mit A telier daarligt — men jeg tog ikke mod T ilbudet, fordi min H ustru, den En gel, hellere vilde boe herude sammen med Det kom paa næste U dstilling.