CarlEtlarsMinder

' 85

ad Dagens travle Fæ rd var gaaet i A rv til Sønnesønnen. Modens D øgnsretninger, A artiers Sm ag forblev upaaagtet af ham ; han fik i sit lange L iv Ledighed til at erfare, at den G am le havde R et. Han saae Literatu rretningen skifte Form og U d tryk , hørte dens hinanden modstridende Feltraab , læ rte, at den, der b ygg er paa Ø ieblikkets Sm ag eller paa det kun­ stig frem elskede K ulturm enneskes E g en sk ab er, planter sit H jertes B lom ster i F lyvesan d , som endnu ingen Marehalm har væ ret istand til at binde. Uden at vende sig tilvenstre eller tilhøire eller at støtte sig til V enner, C liq u er og M agthaveres G unst, uden at ind­ lade sig i politiske D igressioner eller at benytte Kunsten i Tendensens T jen este, fortsatte han sin V ei. Den K u n st, han alene vilde leve for, var ikke en K u nstart, Kunsten paa Af- v e ie ; det var ikke Partiern es L o vsan g e og Leilighedsdigte han vilde synge. Udadtil vedblev hans D igtning at glide fredelig fremad. E ftersom han ik ke var Tendensdigter, reiste han aldrig op­ sigtsvæ kken de D ebatter, Pressens llddaab, der holder mangen en A rb eid er i Aandens V iingaard ilive. Intet P arti tog nogensinde hans D igtning til Indtægt i sin Tjeneste. Ingen d igterisk G ru b len , der søger at gjennem skue Verdensrum og T id , medens den vil løse de høieste, uudgrundelige Problem er, omgav ham med det U forstaaeliges falske Nimbus. A lligevel bleve C arit E tlars F ig u re r lidt efter lidt Stø tte­ piller i vo r nationale B evidsthed. Ikke mindst hos Ung­ dommen, hvilken han i flere Slæ gtled bibragte en sund og ædel Følelsesretn in g, Fæ d relan dskæ rligh ed , Æ rb ø d igh ed for T ro og T raditio n i dens kritiske O vergangstid, der modtager Indtryk a f skjæ bnesvanger Indflydelse for hele L iv e t; og Ungdommen og F o lk et, som er det vanskeligste Publikum

\