CarlEtlarsMinder

179

frem for sig med Haanden under Kinden og et barsk Ud­ tryk. Næste Dag gjentoges Forsøget, og Digteren fik da Øie paa hende. «Hvad vil De?» spurgte han barsk. «Er det Dem, der som en Gadepige bryder gjennem Hegnet for at stjæle Jordbær herovre?» Aldeles rædselslagen vilde hun flygte; men han greb hende i Armen og saae meget vred ud. Nu fulgte en Foi- klaring, som endte med, at J. E. Cart fremstammede, hun gjerne vilde være Digter. «Naa ja, hvorfor ikke?» sagde Carit Etlar og smaalo. Han modtog Manuskriptet og lovede at see det lgjennem. Den værdifulde Digtning blev imidlertid glemt. I Maaneder hørtes Intet deroverfra, blot Carit Etlars ualmindelig dybe og klangfulde Stemme lød af og til inde i Haven, naar han i korte Enstavelsesord sendte Ordrer op mod Hovedbyg­ ningen. Da J. E. Cart atter besøgte Digteren for at høre Svar, havde han glemt hele Historien. Nogle Dage efter blev hun kaldt over for at erfare, at Manuskriptet var ubrugeligt; men til Opmuntring fik hun derimod en For­ tælling at afskrive for Forfatteren selv. Fortællingen hed «Jens, som leer» og blev senere trykt i Samlingen «Gjennem Brændingen». Lykkelig som Jason, der hjembragte Løveskindet, satte J. E. Cart sig til sit første literaire Arbeide for Cant Etlar Det blev vist reenskrevet fem Gange, før det an saaes værdigt til Aflevering. Et nyt Værk betroedes hende som Belønning, og i femogtyve Aar har hun nu dette Arbeide med Afbrydelse af nogle faa Aar, da 12