CarlEtlarsMinder

.?8

Her i det fremmede Land modtog Carit Etlar saaledes den første offentlige Haedersbeviisning. •.Aarene svandt. Den unge Digter blev en ældre Digter. Nede i Lysthuset, omgivet af et Hav af Grønt, saae J. E. Cart, Digterens Hustru, for første Gang «Gjønge- høvdingen»s Forfatter. Det var i Aaret 1870. Hun var endnu Barn, men sad ofte med Carit Etlars Værker og saae nysgjerrig oppe fra sit Vindue over paa den Mand, der var hendes og hendes Sødskendes Yndlingsforfatter. Hendes Fader, Jægermester Schultz, eiede dengang en Villa paa Platanveien. Vinduerne vendte ud mod Etlars Have. Studere­ lampen brændte ofte silde dernede og kastede sit Gjenskin paa Væggen i Søstrenes fælles Sovekammer. «Hvad mon han iaften skriver?» var Børnenes jævn­ lige Tanke. Som femtenaarig Pige fik J. E. Cart*) et Skrivebord stablet op henne under Vinduet og satte sig ufortrøden til at skrive et Digterværk paa femogtyve Sider. Det blev kort efter benyttet som Stil til hendes Lærer i Dansk, Professor Rasmussen. «Du behøver ikkeat komme med saa lange Stile, kjære Barn,» sagde den overlæssede og feirede Professor. «Hvor har Du ellers det Stof fra?» Denne betingede Opmuntring afgjorde den unge Piges Skjæbne, blev maaske ogsaa af Betydning for Carit Etlar. En Eftermiddag tog hun Mod til sig og krøb gjennem Hækken, der skilte de to Eiendomme, ind 1 Forfatterens Have, naaede ubemærket hen til Lysthuset^ men her svigtede Modet hende, da hun saae den store Mand sidde og stirre

*) Carite.