CarlEtlarsMinder

i 58

«Det vil jeg maaske ogsaa give, dersom Stedet kon­ venerer mig.» «Men jeg maa have alle Pengene paa Bordet.» «Jeg kan lige saagodt forrente mine Penge her i Huset som andetsteds.» Carit Etlar traadte med et Suk ned fra Stilladset og fremviste Stedets Herligheder. Handelen sluttedes. Kort efter fremstillede han sig for sin gamle Velynder, J. H. Lund, og lagde en velspækket Tegnebog paa Bordet. «Hvor meget er det saa, jeg skylder Dem?» spurgte han med Værdighed. «Var mit Raad daarligt?» spurgte den venlige Mand. «De har tjent femtusindRigsdaler. Gaa nu ud og afstik Demet Par nye Tønder Land til samme Priis. Følg mit Raad: tag hele Stykket. De vil ikke fortryde det.» «Aldrig i Evighed! Nu vil jeg kun bygge mit eget Hjem. Jeg vil leve for at skrive, ikke for at bygge Huse.» «Som De vil. Men den Jord har, som sagt, Frem­ tiden for sig.» Den gamle Mand fik Ret. Nogle Aar senere var Jor­ den i Frederiksberg Allee en Formue. Carit Etlar nøiedes altsaa med at afstikke en ny Tønde Land og begyndte atter at bygge. Et halvt Aar senere var det Huus reist, som i femogtredive Aar blev Digterens Hjem i Frederiksberg Allee. Saaledes gik det til for halvhundrede Aar siden. Alt er nu forandret. Lærken stiger ikke mere i Veiret fra Fru Holmblads Eng, Folk, som vender hjem fra deres Spadsere­ gang i Haven, synger ikke i Frederiksberg Allee eller lytter til Nattergalen,der før sad og slog oppe i Lindetræernes tætte Løvværk. Bygningen med de smaa Taarne er om