CarlEtlarsMinder

I I 2

«Da SneedorfF-Birch saae mig,» fortæller Etlar, «drog han strax et Digt frem af Lommen og begyndte at læse med megen Følelse og Eftertryk:

Dybe Længsel, Du, som Hjertet mægtig tryller, Du, som her i Livets Trængsel mig med stille Vemod fylder, i en elsket Kvindes Arme skal jeg glemme Skjæbnens Varme, — ak, men naar? Lyse Tanke, Du om Sjælen ømt D ig slynger lig en frodig Blomsterranke, som i Længslens Luftning gynger, naar vil Blomsten Frugt mig give, eller skal jeg aldrig blive lykkelig?»

En lille Pige, som drev et. Faar henad Landeveien, havde nylig begeistret ham til dette lyriske Udbrud. Han var en stor Ven af det svage Kjøn, alle smukke Pigers Slave. Navnene paa disse, med hvilke han var kommen i Berøring, nedskrev han omhyggeligt paa et langt Stykke Papir, han altid bar hos sig. Han svingede nu lystig med Stokken. Han havde i Sinde at vandre rundt paa Gjæsteri en å to Maaneder, som han pleiede hver Sommer, tilbragte ogsaa adskillige Nætter under aaben Himmel. Den øvrige Deel af Aaret holdt han sig hjemme ogvar det skikkeligste og bedste Menneske, man kunde tænke sig, i de fjorten Aar, han opholdt sig i Mølleren Viinholts Huus. Her havde han to Værelser; i Dagligstuen stod en Sopha, et stort Flygel, et Bord, en overfyldt Bogreol og