CarlEtlarsMinder

Dramatisk Virksomhed.

et maatte være mere end lokkende for en Digter at see sine Drømme og Figurer gjort levende paa en Scene, der bares oppe af Koryfæer. Som tidligere omtalt var Theatret dengang Folkets Hovedinteresse. Ikke alene en Kunstinstitution af høi Rang, men tillige en virkelig Opdragelsesanstalt, hvis Livskraft var den almindelige Be­ vidstheds Nerve. «Virkeligheden» var til dengang som nu, det var blot en forædlet Virkelighed, takket være dens Kunst og Kunstnere. Den var ligesaa lidt dengang som nu en tilbedelsesværdig Selvstændighed, men et Produkt, afhængigt af Tidsaandens og Civilisationens midlertidige Dannelsestrin og Udvikling. Theatret var Dannelsens Vugge, dens Arne, dens Alter. Carit Etlar ofrede paa dette Alter med en Ærefrygt og Begeistring, som det er givet faa Mennesker i Fie, færre at give Udtryk. Han higede allerede i disse Ung- domsarbeider mod de store Høider, med Trang til det Høieste inden i sig, som han søgte at give Udtryk i saa bredbrystede Stormennesker som muligt, «dem fra de stæ rk e Tider». «Cameronerne», et romantisk Skuespil i fire Akter,