CarlEtlarsMinder

87 hvad han havde skrevet, hørt hans Forelæsninger, desuden grundig gjennemtænkt og studeret det Emne, Oehlenschlager her drog mig ind paa. Lidt efter lidt udspandt der sig en livlig Samtale, hvori jeg med sømmelig Beskedenhed gjorde min Mening gjældende af mit Hjertes Overbeviisning og med de Grunde, jeg havde paa rede Haand; men jeg fik tillige Leilighed til at udtale min dybe Beundring og Henrykkelse over hans nordiske Kæmpefigurer, den herlige Aand, der gav mig min første Indvielse i Literaturen. Oehlenschlagers strenge Udtryk tøede lidt efter lidt op, et venligt Smiil oplyste hans smukke, fyldige Ansigt, og da jeg omsider tog Afsked, fik jeg et kraftigt Haandtryk og Indbydelse til ret snart at komme igjen, for at han kunde gjennemgaae forskjelligt Stof med mig, en Indbydelse, jeg naturligviis med Glæde benyttede.»