CarlEtlarsMinder

86

vandre Heden igjennem med min trofaste Hund, glemme al Strid og Kævl og Smaalighed herovre. — Jillad mig nu at gjøre, hvad jeg synes bedst om. Det er hos Taterne jeg skal hente min Medaille,» tilføiede Studenten med en let undskyldelig Ironi, gjorde en dyb og ærbødig Hilsen og bortfjernede sig for at gaae op i Kvæsturets Kontor og hente sine to og tresindstyve Rigsdaler. Sibbern sagde Dagen efter i Universitetets Festtale, at det var noget hidtil ukjendti dets Annaler, at en Ikke- Student to Gange vandt Prisen og tredie Gang som Student erhvervede Universitetets Udmærkelse. Nogle Dage senere modtog den unge Forfatter et Bud fra O e h len sch la g er om at besøge ham paa Bakkegaarden. «Jeg vidste meget vel, hvad han vilde,» fortæller han; «jeg havde nemlig i min Afhandling om «Sakuntala» berørt Oehlenschlagers Virksomhed og omtalt, hvorledes han efter min Mening var mindre som Lystspil- og moderne Drama­ forfatter end som Tragediedigter. Det var derfor ikke med rolig Samvittighed, at jeg vandrede gjennem Frederiksberg Have, for at stedes for vor store Digter. Jeg blev mod­ taget af Sønnen og viist ind i Oehlenschlagers Arbeids- værelse, hvor han selv stod ved Bordet med Haanden stukket ind paa Brystet. Jeg ønskede mig velbeholden ovre paa Heden, medens han betragtede mig med sit gjennemtrængende Blik. Efter nogen Indledning ytrede han med et overlegent Smiil: «De synes altsaa ikke om min «Dina». Jeg troer, De har Uret i Deres Anskuelse, og ønsker at tale med Dem, da meget i Deres Universitetsafhandling og Arbeider har behaget mig.» Jeg tog Mod til mig. Til Lykke havde jeg læst Alt,