ByensDyreliv

Hejren og Storken, der altid har Haandsvingfjerene spilede, saa man kan se dem enkeltvis. Landfuglenes Vinger er ogsaa forholdsvis meget bredere end Havfuglenes; men Landfuglene behøver heller ikke at kæmpe sig frem mod Storm og Uvejr, som de andre tit maa gøre det. Der er en fysisk Lov, som siger, at det er lettere at meddele en stor Masse en vis Fart nedad, end at meddele en mindre Masse en tilsvarende større Fart. Fugle med lange og smalle Vinger er altsaa de bedste F lyvere: de faar fat i meget mere af den Luft, de flyver frem imod, mens den smalle Vinge kun meddeler Luftmængden en forholdsvis ringe Fart nedad. Paa stormfulde Dage kan man se Maagerne staa stille i Luften oven over Hustagene, uden at bruge Vingerne. Blæsten preller mod Murene og stiger lodret til Vejrs, og derfor kan Fuglene blive svævende paa samme Plet i lang Tid. Ved forskellig Vindstyrke er Vingernes Bevægelse forskellig. Ved Vindstille er Vingeslaget meget stort, og Maagerne kan øge Farten ved at føre Vingespidserne fremefter i Nedslaget og lægge dem tilbage, naar Vingerne føres op igen. Ved jævn Vindstyrke bevæges Vingerne hurtigere op og ned; under Storm tager Maagerne Reb i Sejlene ved at lukke Vingerne lidt sammen, saa Overfladen bliver kendeligt formindsket. Det er selvsagt begrænset, hvor langsomt en Fugl kan flyve, og det er en Kendsgerning, at Mmimumsfarten — baade for Fugle og andre Flyvemaskiner — er af langt større Vigtighed end Maksimumsfarten. Jo hurtigere og tungere Bombemaskinerne bliver, des mere brændende er Spørgsmaalet om Landingsfarten. Det er lykkedes Flyveteknikerne at konstruere et Apparat til at for-