ByensDyreliv

fra Damhussøen flyver hen over Frederiksberg, andre kommer fraU tters- lev Mose og hen over Brønshøj og Nørrebro; Maagerne fra Sankt Jørgens Sø, Peblingesøen og Sortedamssøen slutter sig til, og ved F y r- aftenstide glider hele Eskadren hen over den indre By og Christians­ havn med Kurs mod Overvmtringspladserne i Øresund og paa Saltholm. Maagerne er ikke Kostforagtere. Som før nævnt lever de for en væsent­ lig Del af Insekter og Larver samt Hundestejler, Ulke og andre for Fiske­ riet betydningsløse Fisk. Men der gaar ogsaa et Utal af Krabber, Sø ­ stjerner og Børsteorme med i Løbet. Stort set er der ikke Grænser for, hvad Maager kan finde paa at sluge. De æder Myrer og Myg, Kirsebær og Havre, Markmus og Lærkeunger, Hestepærer og Gummibaand, Flæskesvær og Koteletben. Det meste kan Maagerne fordøje, Resten gylper de op igen, og det er Forklaringen paa, at man for Eksempel rundt om paa Saltholm finder saa paafaldende mange Koteletben og ogsaa mange røde Gummibaand. Det drejer sig om alle de Hundrede- tusinder Elastikker, der har været spændt omkring Københavnernes daglige Madpakker, og som før eller senere havner ude paa Lossepladserne. Derude gaar Maagerne omkring og sluger dem, fordi de velsagtens for­ veksler Gummibaandene og tror, det er smaa røde Orme. Hvorfor skulde de ellers sluge dem? Der er ikke nogen som helst Næring i Gummi. Maagens yderste Vingefjer, Haandsvingfjerene, er næsten altid lukket sammen under Flugten som hos alle andre Havflyvere, i Modsætning til mange af de store Landflyvere, som for Eksempel Kragen, Musvaagen, 90