BrandmandenIFortidOgNutid_1948

R etning som helst, uden at Sprøjten behøvede at flyttes) kunde rettes mod lid en efter Behag. Der manglede saaledes blot T rykslangen, der saa mærkeligt det end forekommer først kom halvandet A artusinde senere, for at man i denne Henseende skulde have kommet lige saa langt som vi.

Ktesibius Pumpe. Efter Tegn in g i »H ydrodynam ica«.

T rod s sin Fortræffelighed synes Herons Sprøjte dog ikke at have faaet saa stor en Udbredelse, som den utvivlsom t fortjente. Den synes at være kommet til Anvendelse i flere større Byer, men det er svært at trække Grænserne for dens Udbredelse. I og for sig kan dette ikke undre, naar m an betænker, at baade M anøvrering og T ilførsel af Vand har været en besværlig Sag. For Vandtilførselen var der ellers i A lm indelighed sørget meget godt i de romerske Byer, og Rom havde selv en verdensberøm t Vandledning, men sær­ skilte Hensyn til Brandslukningsvæsenets Behov synes der ikke at være taget ved dens Anlægning. Da Slanger som nævnt ikke fandtes, m aatte B randm and ­ skabet transportere Vandet i Spande fra Springbrønde eller fra T iberfloden. Af øvrige Brandredskaber fandtes paa den T id Stiger, B randhager, Kurve for Redning af Menneskeliv samt Svabere paa Stænger. Byggeforskrifter ell. lign med Henblik paa B randfare fandtes ikke for de ældste Byer, hverken med Hensyn til Byplan eller de enkelte Huses In d re t­ ning. E fter en større Brand under Neros T id blev Forholdene i Rom dog noget bedre. Gaderne blev noget bredere, M aximalhøjde for Huse fastsattes, og neder- ste Etage blev gjort brandsikker; men Anvendelsen af brandfarlige d age og tal­ rige Udbygninger af T ræ paa de høje (indtil 20 m), tæt sammenpakkede Huse var fortsat egnet til at bidrage til Spredning af en u d b ru d t Brand. Med det romerske Riges T illøb til organiserede B randkorps gik det som med saa meget andet fra O ldtiden — de forfaldt i M iddelalderen, hvor man ingen ordentlig B randorganisation kendte. I den Udstrækning det romerske

8