BorchsKollegiums_1889

Sokrates’s anklager.

303

fortrolige og inderlige venner. Man kan have så meget imod ham, som man vil, man kan nægte — og det med god ret — at han var en stor tænker, hævde, at han kun har grebet og fattet en del af Sokrates’s væsen, og at mange af dennes ideer lå over hans åndelige horisont; men ét kan man efter alt, hvad der foreligger, ikke nægte ham : at han har været et bravt og vindende menneske. A f flere steder i erindringerne fremgår det, at han opfattede dem, der flokkedes om Sokrates, som en vennekreds i ordets egentlige forstand. Kunde Xenofon på grund af forholdene ikke søge til Athen for at få oplysning om den mands sidste skæbne, der havde stået hans hjærte nær som ingen anden, så kunde dog en eller anden af dem, der delte dette forhold med ham, en af dem, der under omgangen med Sokrates var bievne hans venner for livet, komme til Xenofon i hans exil. De, der nægter, at Xenofon kunde kende nærmere til So­ krates’s sidste dage, begår en fejl, som ikke alle, der sysler med fjærne tiders historie, har holdt sig fri for. De opererer med mennesker som med sjakbrikker, flytter dem sammen og skiller dem atter ad. I almindelighed kan det dog undskyldes med, at århundredernes mellemkomst har lagt et uigennem­ sigtigt slør over alle personlige følelser, skjult de vigtigste driv- kræfter til menneskenes handlen og kun ladet enkelte torre fakta tilbage til historikeres og filologers behagelige kombina­ tion. Men er der mindesmærker, fra hvilke der efter århundreders forløb slår os varme og inderlige følelser imøde, da er det Xenofons skrifter. IV. Jeg har nu gennemgået alle1) de grunde, man, så vidt jeg ved, har ført i marken for at bevise, at den anklager, som *) På en enkelt nær, modsætningen mellem o Harriyopos og ot yQccipa- fis v o i, der bedre vil kunne belyses i en anden sammenhæng og findes be­ handlet nedenfor side 306— 307.