BorchsKollegiums_1889

C. S. Blinkenberg.

290

indfører jo ikke nye guddomme, fordi man ufordulgt siger, at man modtager åbenbaringer og tilskyndelser1) fra det gud­ dommelige istedenfor, som folk i almindelighed, at sige, at man af det og det varsel har ladet sig påvirke i den og den retning [§ 3—5]- — Ligeledes henviste han ofte sine omgangsvenner til gennem oraklerne at søge oplysning hos guderne; thi der var meget, som var skjult for menneskene, men kendt af guderne [§ 6 - 9 ]. Skont Sokrates altid bevægede sig imellem mange mennesker, har ingen nogensinde været vidne til nogen ugudelig handling- eller bespottelig tale fra hans side. Han bar sig ikke ad som de filosoffer, der uden videre talte om verdensaltet og dets op­ hav; nej han angreb tværtimod hyppig disse for deres færd [§ 10— 16J. I forhold, hvor Sokrates’s anskuelser ikke var almindelig kendte, er det forståeligt, at dommerne kunde få en urigtig mening om ham ; men er det ikke underligt, at de ikke lagde sig det på sinde, som alle vidste: hans optræden under pro- /ISV nX siG T o i CpCiOlV V710 TS TCOV OQVi&COV K a i T(OV ¿71 CtVTCOVTCQV OITIOTQS- TtscO ’a i t s y.ccl T tQ O tQ snsoQ 'ai. JfcoKQUTrjg 8 ’ cqgtisq sy/yvooG K Sv, o v tc o g sXsys" t o d a i/io v io v y a g scprj o r j/ia tv s iv . K a i n o X X o lg r æ v g v v o v tw v n g o r /y o g s v s tcc /is v T io islv, tcc Ss /ir] n o is iv , w g t o v 8 a i/io v io v izg o a rj/ia iv o v T o g . F ra dette sted stammer lignende udtryk i de uægte partier af Apomnemoneumata (IV , 3, 12. IV , 8, i). — Man har uden grund ment, at dette ikke kunde forenes med Platons A pol. 31 d : é /io l 8 s t o v t ’ s s r l v s k J ia iå o g aglgcc/LSvor, cpcovr] r ig y iy v o /is v i 7 , rj o r a v y sv rjT a i, d s l d n o r g s n s i /is t o v t o v o a v (isXXco h q u t t s i v , TtqoTQSTtsi 8 s o v ito T S . F o r det forste er det nemlig ikke afgjort, at dette forhold tidligere har stået i den grad k la rt for Sokrates selv eller hans venner; end mindre nødvendigt er det da at antage dette fo r Xenofons ved­ kommende, da han jo allerede i flere år ikke havde hø rt til Sokrates’s omgang og derfor kunde have glemt et og andet træk hos denne. F o r det andet ser v i Sokrates selv i Platons A pologi (p. 40) opfatte den guddommelige stemmes tavshed som en direkte tilskyndelse; derfor var der intet i vejen for, at Xenofon i Apomnemoneumata kunde udtale sig, som han gor, selv om han kendte det særegne forhold, Sokrates omtaler i Apologien p. 31 d. J) Det er underligt, at nogen har kunnet tage anstød af dette sted og erklære det for uægte på grund af de udtryk, der her bruges om t o 8 ai/i 6 viov: 01