BorchsKollegiums_1889

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

251

Sønner. Allerede Filo siger, at Gud vilde ikke have kaldet sine Tjenere til Deltagelse i et saadant Maaltid, hvis ikke fuld­ stændig Tilgivelse var indtraadt (Oehler 483). Snarere kunde der være en Støtte i de Steder, som ogsaa anføres, Lev. 16 og Num. 19. I Lev. V. 28 skal den, der op­ brænder Syndofrets Tyr og Buk, rense sig, før han kommer tilbage til Lejren; jf. V. 24 og 26 om Ypperstepræsten og den Mand, der fører den levende Buk bort. Num. 19 beskriver Tilberedelsen og Brugen af Renselsesmidlet mod Urenhed ved Lig. nemlig Asken af en rød, ubenyttet Kvie, hvis fulde Livs­ kraft og Farve (og maaske Kjøn, jf. Bähr o. a.) tyder paa Livet; derfor brændes Livsingredienserne Cedertræ, Skarlagen og Isop sammen med alt af Kvien; det hele indledes med et til For- maalet svarende Soningsmoment ved Blodsprængningen hen imod Helligdommen. Det paafaldende er nu, at denne Aske gjør alle, som have med den at gjøre (V. 7. 8. 9. 21.), urene, skjønt den samtidig renser dem, den skal stænkes paa, fra deres Urenhed. Denne Dobbelthed forklare den omtalte Opfattelses Forsvarere, f. Ex. Philippi 249 f., saaledes, at Urenheden er kun tilregnet, ikke tilegnet, »rein an sich selber, und zugleich unrein durch Imputation«. Men, skal der være Tale om nogen Dobbelthed, maa det rigtigste vist være at sige som Knobel (405, ved Lev. 6 , 23), at Urenheden hidrører ikke fra Ofret, men fra Folkets Synd, altsaa fra d e n u r e n e S a g , Præsten og hans Hjælpere have med at gjøre (ogsaa Bähr og Kurtz). »Diese Fälle sind obendrein solche, wo es eine Verunreinigung und zwar eine umfassende zu sühnen g a b ; bei den Sündopfern für alle ändern theokratischen Vergehungen {4, 1 ff., 5 ? 1 ff*) und bei denen für einzelne Verunreinigte (Cap. 12 ff.) ist von einer Verunreinigung des Sühnpersonals gar nicht die R e d e . . . Alles Sündopferfleisch war rein und heilig, bei den höheren Sündopfern so heilig, dasz es selbst dem Priester nicht geziemte, es zu essen« (Knobel)l).

*) A f Hebr. 13, 1 0 -1 3 følger ik k e , at Forfatteren har betragtet Synd­ ofret som urent. Vægten ligger paa Parallelen mellem ht;m rrjg napsfi^oi^g °S