BorchsKollegiums_1889

215

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

kan sluttes imod Brugen af Haandspaalæggelsen; efter sin Be­ tydning maa den have været med, som Traditionen altid har hævdet ligesom de allerfleste Fortolkere; jf. Dillmann 445. At den derimod udelodes ved Dueofre, forstaas let. Ved de offent­ lige Ofre var den ikke absolut nødvendig undtagen ved Synd­ ofrene (Lev. 4, 15). Den udførtes af den ofrende selv, som stemmede Haanden — Lev. 1, 4. 3, 2. 4, 4 (Lev. 16, 21 Hæn­ derne, dog et mere isoleret Tilfælde) — mod Dyrets Hoved, idet han efter Traditionen vendte Ansigtet mod Helligdommen og udtalte Bøn. Om Haandspaalæggelsen bruges Udtrykket by i-p TOO, at trykke Haanden fast ned mod noget (nb bbS3, Mai- monides); man skulde altsaa helst oversætte rOPao ved »Haands- paatrykning«. Denne Handling, hvor Sindets Kraft skal være bevidst og samlet, er af stor Betydning; men allerede her be­ gynde Vejene at deles Haanden er Sindets og Viljens vigtige Ytrings- og Handlingsredskab, dens Brug i symbolske Gestus derfor højst forskjellig; men dog betegnes ved at lægge Haanden paa noget altid en vis Forbindelse dermed. I mange Tilfælde •er det den ligefremme Symbolik for Overførelse af en usynlig Gave eller Kraft, som ved Velsignelser, Helbredelser og Med­ delelser af den hellig Aand. Haanden lægges paa den andens Hoved som det Sted, hvor hans Personlighed træder stærkest frem; det er altsaa en Meddelelse fra Person til Person. Naar Handlingen udføres med Kraft og Anstrængelse, maa Sym- boliken blive, at den enes Personlighed ligesom helt vil overføres paa den anden, og i saadanne Tilfælde bruger g. T. by ellers det simplere by rPl». Der er noget tilsvarende i Haandtrykket eller i at give sin Haand paa et Løfte, hvorved man udtrykker, at man vil handle, som den anden ønsker, by 7539 betegner da den højtidelige Overdragelse, hvorved man indsætter en anden i sit Sted, saaledes ved Overgivelse af et Embede Num. 8, 10. 27, 18, hvormed tillige let forbinder sig den første Tanke om Meddelelse af en Gave og Kraft Deut. 34, 9 ; eller ved Retshandlinger som Lev. 24, 14 (jf. Sus. V. 34), hvor det er en B røde, man fører bort fra sin Person