BorchsKollegiums_1889

199

Soningen i den gammeltestamentlige Offerkultus.

(Baudissin, som Ritschl støtter sig paa i Fremstillingen af Guds Hellighed, anerkjender, at ogsaa indenfor den gudstjenstlige Ordning Synden fremherskende er det, som gjør Dækning nød­ vendig, se Orelli 176). Sammentrængt Oversigt hos Dillmann 423—25. I den religiøse Brug af maa imidlertid skjelnes mellem to Rækker af Steder, eftersom det er i e l l e r u d e n f o r G u d s t j e n e s t e n . I sidste Række er i Regelen Gud Subjekt, Synden O b jek t; i Kultus er Præsten Subjekt og ikke Synden, men Synderen, Objekt. Formelen irNEn by vby “>£3 (Lev. 4, 35 og oftere) gjør ingen Undtagelse, da det andet by paa Grund af det parallele Udtryk “r&iiprt'a (f. Ex. Lev. 4, 26) maa forstaas kausalt, ikke lokalt. Tillige maa fremhæves, at i Kultus tales om Synder TOS"452 i Vildfarelse, uforsætlig, for hvilke der ofres, medens der i Salmerne f. Ex. 65, 4. 78, 38. 79, 9 og hos Pro­ feterne f. Ex. Jer. 18, 23, Ez. 16, 63 tænkes paa Synden i det hele, selv hvor der er sket Pagtsbrud. Naar disse Forskellig­ heder skulle bedømmes, er det klart, at den første er rent for­ mel; hele Forandringen er, at udenfor Kultus staar abstractum pro concreto, Synden for Synderen, og at der i Kultussproget standses ved Mellemmanden, Præsten, hvilket simpelt forklares ved, at det her ikke drejer sig om en Soning, der umiddelbart stiftes af Gud, men om en regelmæssig bestaaende, én Gang for alle indrettet Ordning. Slægtskabet mellem de to Rækker viser sig i en, om man vil, tredje Række, som hverken hører til den regelmæssige Gudstjeneste eller til Soningen uden ydre Formidling, saaledes Mose Soningsforsøg Ex. 32, 30, Aarons Forligelse for det knurrende Folk efter Korahs Undergang Num. 17, 11. 12 (Dsk. Ov. 16, 46. 47), Pinehas’ Nidkjærhed Num. 25, 13; her er det alle tre Steder under Pagtsbrud fra Folkets Side og dog med personlig Formidling, og Num. 16 tilmed i For­ bindelse med den hellige Røgelse; altsaa er Subjektet, men til­ lige Objektet (Menigheden), som i Offersoningen. Det forundrer en derfor ikke at læse i 1 Sam. 3, 14, at Elis Huses Misgjer- ning skal ikke blive sonet med Slagtoffer eller Madoffer til evig Tid; Sønnernes Brøde er saa forargelig, at den ikke kan til-