BorchsKollegiums_1889

Borchs kollegiums historie. 153 været ædru, kommandanten var så forvirret, at han pryglede løs på alle, også brandfolkene, og disse opgav snart al kamp mod ilden og søgte at redde deres eget. En ny ildebrand op­ stod på Nørregade ved en bryggerkarls ubetænksomhed, hele Nørregade med sine mange bryggerier brændte, og ilden nåede i løbet af natten og morgenen til udkanten ved Rosenborg slotshave. Bispegården og Petri kirke brændte Torsdag morgen, af Valkendorfs kollegium blev mærkelig nok kun øverste stok­ værk ødelagt, nederste med bibliotheket blev redd e t; professor Horrebow, der havde været beskæftiget på Rundetårn, mistede næsten alt. Samtidig fandt man på det vanvittige råd at sprænge »Blasen«, hjørnehuset af Nørregade og Gammeltorv; det gav kun ilden mere næring. Gnisterne fængede i det mægtige spir på Frue kirke, snart lyste det som en kæmpefakkel, indtil det styrtede ned med et voldsomt b ra g ; hele kirken med det meget bohave og andre ejendele, man for sikkerheds skyld havde bragt derhen, — bl. a. biskop Worms store bibliothek — blev på koret og sakristiet nær ødelagt i bund og grund. Ved samme tid, Torsdag kl. 10 form., brændte universitetet med tilhørende byg­ ninger og samlinger; kun den gamle kommunitetsbygning blev reddet ved dekanen Brunchmanns åndsnærværelse. Så sprang ilden over Fiolstræde, og Caspar Bartholins store professor­ bolig, den hyggelige gamle degnegård (se s. 42), blev snart et rov for luerne; han havde dog reddet det meste af sine sager i rette tid, men Hans Bartholin, der boede ved siden af, var mindre heldig. Det synes i det hele som om ildens raske frem- trængen i Kannikestræde er kommen folk meget uventet, sa. det kun var temlig lidt, man fik reddet. F ra Hans Bartholins professorbolig greb ilden fat i Borchs kollegium, rimeligvis midt på dagen; overraskende må det have været, man har vel over­ vurderet bygningens sikkerhed, fordi den var grundmuret og kobbertakt. Så godt som intet af kollegiets rige samlinger blev bjærget. Alumnerne har vel først og fremmest sørget for deres eget. Nogle har dog taget Borchs sølvkrucifiks med som kol­ legiets største kostbarhed; ved denne bjærgning synes det dog