BorchsKollegiums_1889

Hans Olrik.

142

udtryk for hans naivitet og pedanteri. En kundskabsrig person har han imidlertid været, og han nød Søren Lintrups tillid. 1713 blev han kommunitetsdekan, og senere tog han attestats og magistergrad. 1716 blev han kaldet til at være præst i Sten­ løse og Veksø. Hans ordination i Frue kirke var af meget usædvanlig a r t : Det var i den tid czar Peter var i København, og da han i sin videbegærlighed ønskede at se en bispevielse, og der ikke var nogen forestående, blev Muus ordineret med samme pragt og højtidelighed som ellers kun fandt sted ved bispevielse. Kirken var »med kostbare Tapetzerier betrukken«, tolv vægtere og to fattigfogder skulde holde orden. Czaren, der var stærkt optagen af biskop Worms værdighed og veltalenhed, brød sig ikke om ceremoniellet, men forlod kongestolen og ind­ fandt sig i koret mellem præsterne, og da de lagde hænderne på Muus’ hoved, gjorde czaren det samme. Da Muus så efter ordinationen gav sine kolleger hånden, rakte czaren ham også sin, »men M. Muus m eden dyb Compliment undskyldede sig stil­ tiende«. 1746 blev Muus provst i Ølstykke herred og døde i meget høj alder 1783. Han var en lille mand, »men stor af lærdom og for­ stand«, med et elskværdigt, noget selvtilfreds væsen; i anledning af sine tre ægteskaber skriver han: »Mine 3de Hustruer have ikkeheller været som de trende Ribben i den Grummes Mund, Dan. 7, 5« *). Blandt sine fostersønner nævner kollegiet med stolthed den fromme Ribebisp, salmedigteren Hans Adolf Brorson. Han var 20 år gammel, da han d. 16. Marts 1715 fik den Ripenser- theologplads, som Søren Eilertz havde haft. A t det var Bror­ son om at gøre at få Borchs kollegium, ser man af hans god­ troende forsøg på at opnå det ved at betale en ældre Ripenser, sin fætter Christoffer Pedersen fra Ballum, en ret ansélig sum; men det overrasker at se en sådan personlighed bruge et sligt forkasteligt middel. Længe havde Brorson givet sig af med forskellige studier, således vel historie under sin privatpræceptor

') Muus’ selvbiografi med Giessings anmærkninger i Giessings Jubellærere II, 1, 287 ff. Worm II og III. Wibsrg III 18 1.