BogenomKøbenhavnerne_1936-37

153 nerne er virkelig taget i Brug baade af Private, af »det offentlige« og af Erhver­ vene. Og de har ogsaa i de fleste Tilfælde vist sig at være deres Opgaver voksne. Men de maa ogsaa arbejde for at naa frem til det. Man gaar ikke mere rundt i fornem Tilbagetrukkethed og venter paa en fin Portrætbestilling. Man søger, ma ntrænger paa, man beder Ny Carlsbergfondet — Kunstens Vidunder­ gave — om at hjælpe. Og med al denne Folkelighed er vore Kunstnere ikke blevet ringere eller mindre festlige. De mødes vel ikke til daglig til den hyggelige Aftenpassiar un­ der en Hængelampe som paa Viggo Johansens Billede. Men de træffes tit om Eftermiddagen paa en af de Kaféer, hvor de nu særlig holder til — Ungarsk Vinhus, Munken, Brønnum o. s. v. — og faar Blus paa Shagpiben og snakker løs om Hva’ mæ’ Kulturen ? over Kaffekoppen. Og for den store Fest med Fakler i Den frie har de ikke mindre Sans end deres Forgængere, skønt det maaske i dette Øjeblik er vanskeligt at se, hvem af de unge der til sin Tid tør vente Fakkeltog for sin Kunst. * Folkeligheden har erstattet det aristokratiske, ogsaa i Selskabslivet. Det har bredere Snit og er mere standardiseret end før. Som i Begyndelsen nævnt har baade Grammofonen og Radioen ogsaa her en Finger med i Spillet, naar det gælder Underholdningen. Begge kan de ledsage den lille Gang Jazz, der særlig blandt de unge er en Selvfølgelighed ovenpaa Aftenkaffen og Vermuth-Sodaen. Der er ikke Grund til at beskylde Ungdommen for Overdaadighed i deres Krav til Selskabelighed. Filmen letter dem meget. Og Passiaren, Cigaretten og Jazzen er tilstrækkelig. Ungdommen er i Virkeligheden nøjsom! Og naar Forældrene trækker den Cocktail eller tørre Sherry fra, der nu danner Inledningen til deres eget Selskab, er det, hvad Menuen angaai, ikke saa væsensforskelligt fra forrige Generationers, omend sparsommere, hvad Retternes Tal angaar. Og Bridgen er ikke noget Privilegium. Den spilles i vor Tid med lige- saa stor Kyndighed og Fanatisme af den yngste Kontorist som af den sidste Et8.tsr8.8.d Men Kaféerne og Restauranterne har draget flere ud af Hjemmet end tid­ ligere, og ikke mindst Jazzen til Orkestret paa den lille Flade, dei oveilades de Dansende, er en af de mest dragende Faktorer. Lad saa væie, at den Tekst, der nu og da udslynges gennem Lokalet: — Der er ingen Græs paa Nordpolen, ikke netop løfter deres Aand. Den faar dog selv de ældre i voi Tid til at smile. Og er det ikke meget? Det store Fællesskab, som Radioen har skabt mellem Lytterne, har ogsaa spejlet sig indenfor Selskabeligheden i mindre Maalestok. Og det mest folke­ lige Udtryk for, hvad Fællesskab og Selskabelighed betyder for vor Tids Menne­ sker, endog udenom Radioen, viser Søndagens store Eftermiddagskoncerter i Fælledparken, hvor tusinder af Folkets brede Lag lejrer sig i Græsset med Mad og Barnevogn mellem Slikkepinde og Celluloid-Vejrmøller, hvis Propeller raser som brogede Insekter, der vil flagre sig løs af Straaene. Her samles Folket om Musiken og lytter lige betaget til Elverhøj -Ouverturen som til Czardasfyrst­ inden og Tannhskuserforspillet. Et eneste stort malerisk Skue af, hvad Kunsten formaar at skabe af forenende og samlende Liv. Kai Flor.