BogenomKøbenhavnerne_1936-37

152 Aarene har reduceret Auktionernes Tal. Den systematiske Auktionskunst­ handel, der regelmæssigt hver eller hver anden Uge havde sin Auktion, findes overhovedet ikke mere. Og Hamren maa som Regel svinges længe i Luften, før de blot nogenlunde acceptable Bud lader sig høre. Det gælder dog nu som den Gang, at de virkeligt fremragende Billeder af vore største Kunstnere, ikke mindst blandt »Guldalder«-Malerne, stadig kan faa de store Priser. Og Ovenlyssalene og de mange smaa Kunsthandeler er blevet tilbage, ja, har endda ynglet i paafaldende Grad. Malerne behøver ikke vente i utaalmodig Spænding paa Afgørelsen fra de store Udstillingers Censur. Der er ingen af dem, der behøver at dø ukendt af Mangel paa Offentlighed! De kan sagtens faa deres Billeder frem. Nu er det ikke alene de obscure Stræders smaa Kakkel­ ovnskældere, men ogsaa Stormagasinerne, der yder Kunsten Husty, selvom det vist blev en mindre vellykket Spekulation at sælge Malerier sammen med Kaa- ber, Parfume, Silkestrømper og Skotøj. Men den blandede Kunsthandel med særlig Betoning paa blandet er for­ øvrigt netop blevet et af vor Tids Fænomener. I Forbindelse med -bod, -æske, -skrin findes der nu Kunst i Butikker, hvor der sælges Keramik og Glas, L ak ­ bakker, Tekstiler og Similismykker. Man mærker overalt indenfor de forskel­ lige Kunstgrene Tendensen til at publicere, til at fmde Kontakten med Publikum, en Form for Reklame. Men man kan ikke undgaa samtidig at mistænke Kunsten for en Overfladisk­ hed, der ikke var mulig i det foregaaende Slægtled. Det er snarest hos vore Tegnere og Billedhuggere, at man skal søge Energien og Udholdenheden. Og det skyldes vel netop Manglen paa Tegne-Evne og -Taalmodighed, naar vore yngste Malere mere og mere degenererer i mere eller mindre mudrede, koloristi­ ske Forsøg, med sine enkelte førende Kunstnere som lykkelige Undtagelser. Man har Indtryk af, at den Generation, der i sin Tid opdagede og erobrede Skagen, gik lidt mere grundigt og alvorligt til Værks end de hundreder af Malere, der nu spredes over det Bornholm, som de efter Isakson og Weie anser for Landskabs- kunstens Paradis. Forøvrigt er der nu snart saa mange Korporationer og Sammenslutninger, at de svækker hinanden — og selv Grønningen er ved at blive lidt graa i Tin­ dingerne, uden at man egentlig kan se dens store Afløser. Privat har Malerne iøvrigt ikke forandret deres Levevis paafaldende. De har deres Sommerresidens et eller andet Sted i Landet og kommer hjem til Høsten med Studierne i Malerkassen. Det gælder, enten de hører til de Sofus Bauditz’- ske Dyrehav em.alere eller til Efter aarsudstillingens Ungdom, der desværre ogsaa synes at skulle faa en lille Infektion af den ubehagelige og uhyggelige Maler-Syg­ dom, der kaldes Surrealisme. Fælles for Tidens Malere og Billedhuggere er deres Sukken efter de store Opgaver. Men det er jo ikke hver Dag, der venter vore Kunstnere en Univer­ sitets-Aula eller en Viborg Domkirke at udsmykke. Og dog bydes der i vor Tid Kunstnerne langt flere dekorative Opgaver end i forrige Aarhundredes Slut­ ning. Deres Agitation og deres Stilstræben har ikke været forgæves, enten det gjaldt Kirkearbejder, Skoleudsmykning, en Herregaardshal, en Højskole, en Hospitalsopgang eller -port, en Kaffeforretning, et Banklokale, en Teaterfoyer, en Chokoladebutik, en Restaurant, en Pølsekro eller en Svømmehal! Kunst