BogenomKøbenhavnerne_1936-37

135 Udvikling. Vi lim tidligeie omtalt Dannelsen af de første Laug. Allerede i Dron­ ning Mai gietes Stadsiet faai Daugene en officiel Anerkendelse som lovlige Haand- væ iko igan isationei. Seneie satte Ivongemagten, f. Eks. i Erik af Pommerns Næ- ringsforoi dning at 1422 nærmere Regler for Laugenes Virke, og bestemte samtidig, at ingen Haandværker maatte sidde som Borgmester eller Raadmand. Først saa sent som under Christian VII ophæves denne sociale Deklassering. Rammerne foi Haandvæi kei nes Liv som Medlemmer af et Laug blev alt eftersom selve Haandværket gik frem og blev mere differentieret, skærpet ganske væsentlig og- saa indefra , fra selve Laugets Side. Oprindelig var det let »at komme med i Lau- get«, — men senere blev det saare vanskeligt. I det 15 Aarhundrede begynder Be­ stemmelserne om Svendeprøver at dukke frem, og samtidig øges de rent økonomiske Krav, der stilles for Optagelse i Lauget. Til at begynde med skulde den nye Broder i Lauget kun give »en god Tønde 01«, men allerede lige efter 1400-Tallet maatte en vordende Laugsmester i Københavns Sadelmagerlaug yde »to Mark Sølv for­ uden to Skinker, to ferske Retter til de øvrige Laugsmestre, to Fade Smør, to Oste og to Tønder 01.« Ved at læse de gamle Laugsskraaer og dykke lidt ned i hele Tidshistorien, møder vi den københavnske Haandværker i Middelalderen som en brav Borger­ mand, der øvede godt Haandværk og iøvrigt passede sine Pligter mod Hjem, Kirke og Stat, som det sig sømmede, selvom han ogsaa gerne tog sig et bravt Maal 01 i godt Lav. I Laugsskraaerne er antegnet baade hans Pligt til at »give Gud, hvad Guds er« ved at møde til Messe som det sig sømmede en god Kristen, navnlig da paa den Dag, da Laugets Helgen fejredes. Hvert Laug havde jo sin særlige Helgen, — Bagerne havde St. Katharina, Tømrerne St. Andreas, Smedene St. Loye o. s. v. Ligeledes var der Regler for, at de skulde hjælpe en Laugsbroder, et Fællesskab i Forsorg for Laugets Trængende og Enker, Regler for, hvorledes Oldermand og Gæster skulde drikkes til ved de store Gilder og Bøder for at »lave Bulder eller spy ved Gildet«. Vi har her et typisk Billede af Middelalderens statiske Borgersamfund, hvor Kirken sørgede for det aandelige, og det timelige ikke voldte altfor store Bryderier for den, der blot var nogenlunde skikket til at leve i Samfundet og gad bestille det nødtørftige. Men nu Arbejderne? Hvorledes levede egentlig den jævne Almues- mand , der svarer til vor Tids Arbejderstand, i hine fjerne Tider? I Vikingetidens Samfund løste man det sociale Problem ganske enkelt: man havde Slaverne til alt det grovere Arbejde. D.e var en Slags bedre »Husdyr«. De svage indenfor de fri Mænds Samfund saa man paa med Foragt, — de var »Svæk­ linge« og maatte dø, hvis de daarligt kunde bjerge Livet. Børn, der fødtes saa svagelige, at man mente, de ingen Nytte var til, blev »udsat« og fandt Døden i Vinterkulden. De spedalske blev ganske enkelt jaget væk fra Byer og Gaarde og maatte selv om hvorledes de klarede sig. Oldtids-Samfundet var de stærke Mænds Samfund, et Samfund uden Barmhjertighed. Set fra et rent race-biologisk Syns­ punkt var det maaske nok godt for Stammen, der blev befriet for det, som moderne Arveforskning kalder » Minusindividerne «. Men set fra de svages og syges Syns­ punkt var det naturligvis noget andet. Saa kom Kristendommen med dens Krav om Næstekærlighed og dens hele Omvurdering af Menneskene. De blev ikke læn­ ger maalt blot efter hvad de duede til i et Slag. Man stillede andre Værdier som Godhed, sædelig Benhed, moralsk Vandel, Religiøsitet o. s. v. i Forgrunden. Hel-