BogenomKøbenhavnerne_1936-37

126 Kong Christian den IX ’s Alderdom gled hen i Fred, Spliden var glemt, og Kongen var mere end høj agtet, der var skabt en virkelig Hengivenhed for ham, da han efter 1898 stod alene tilbage. Regeringsjubilæet i 1888, Guldbrylluppet i 1892 havde været Fester for Overklassens Folk. Ved hans Jordefæ rd følte Fo l­ ket Sorg, og han blev forskaanet for det, der faa Aar senere forbitrede hans Efterfølgers Regeringstid. Vi slutter med Frederik den V lII’s korte Regering, forsaavid i angaar den mere systematiske Fremstilling, som vi desværre kun delvis har kunnet fast­ holde. Hans Regering ligger vor Tid saa nær, at en Karakteristik af flere Grunde ikke vilde være paa sin Plads; men vi tør sige, at hans varmhjertede og med­ følende Optræden særligt overfor de smaa og fortrykte, hans gode Villie og ær­ lige Forsøg overfor Tilstande, der lidet harmonerede med hans Syn paa Politik og Kongegerning, havde fortjent en bedre Lod end den, der blev hans. Han var Københavner mere end nogen tidligere dansk Konge efter Christian d. IV. Gennem Frimurerlaget var han traadt i Forbindelse med den københavn­ ske Handelsstand og havde der personlige Venner. Han var aldrig udpræget Militær, satte Pris paa Pragt og kongelig Værdighed, men forstod at føje sig efter Omstændighederne, selv om han ofte maa have følt Ritterhed ved det, der mødte ham. Hans Rejse Landet rundt med J. C. Christensen var ham en Glæde, fordi han hen kunde vise sine bedste Egenskaber — ved Hjemkomsten brast alt dette, og hans sidste Regeringsaar var opfyldt af uhyggelig Splid selv indenfor Re­ geringen og af Samarbejde med Mænd, han ikke forstod, og som ikke forstod ham. Han var en ældre Mand, da han blev Konge, og Sygdom bortrev ham efter kun 6 Aar, mens hans smukke, hjertelige Hjælpsomhed bør bevare hans Minde i den Slægt, der har kendt ham. Med ham afsluttes en Periode i Københavns Liv, hvad der fulgte, ændrede alt, et helt nyt Samfund opstod efter Krigen. Den unge Slægt kan passe sig til efter det — vi gamle mindes vor gyldne Frihed og ser med Rekymring mod Fremtiden for vore Rørn. De Volde, der faldt i Tredserne, er nu erstattede med andre Volde, der vel er usynlige for Øjet, men lammer Rorgernes Handlekraft og spærrer dem inde bag et Pigtraadshegn af Love. »Fanden staa« i Lovmageri. Jo færre jo bedre! II. ARBEJDERNES KØBENHAVN. For den, der læser Fortidens Historie, staar Arbejderne, Almuen, Byens lavere og laveste Lag, i en Taage. Historikerne beskæftiger sig kun med dem som et ubestemmeligt Kollektiv, der en Gang i mellem skyder en Ener op af et mudret, brusende Dyb. I den franske Revolution tegner alt sig tydeligere, i det 1/. Aarhundredes saakaldte Pøbeloptøjer er der ikke større Klarhed end i Patriciernes og Plebejernes Kampe i det gamle Rom. Og dog bestaar denne ubestemmelige Sværm af Mennesker af de Arbejdere, dei til alle Tider har udført det Arbejde, der skaber Værdierne og gør Livet muligt for Mennesker. Dette er først forstaaet i de sidste knapt 100 Aar. Mas­ serne ei blevet til Summer af Individer, de enkelte har faa nøje bestemte Ansigtstræk.