BogenomKøbenhavnerne_1936-37

105 sede Overklassen paa Tillie og nød Æstetik som straalende »Drink«. Intelligen­ sen levede i Teater, Lyrik, Noveller, og Folket selv gumlede de tørre Skorper i Uforstands Mørke. — Men det var gode Tider for København og der gik Dusiner af vore nu førende Kunstnere paa hver en af den Tids. * Det er underligt, at vore Dages: i teknisk Henseende vidunderlige København Anno 1936 ikke rummer én eneste Stormand paa noget Omraade; det er, som om den kollektive Samfundsdrift helt har slettet Enerne af Tidens Blade. J a end ikke den gyldne Middelmaadighed er paa noget Felt at spore hos Indivi­ derne. Bølgedalen er dyb, saa dyb, at det vækker Ængstelse. Fødselsaristokratiet er slettet — med tørre Taarer, Pengearistokratiet er grundig barberet, og nu er Aandsaristokratiet i den offentlige Menings dybe Ugunst; »Overbegavet« er et typisk københavnsk Yrængeord! 3. Københavnerne og Grandloven. At der i Frederik den VTs sidste Begeringsaar har hersket en stærk Uvillie mod ham i Overklassen og ringe Kærlighed i Folket, er utvivlsomt. Den kom aldrig til Orde, Haabet om, at det snart vilde være forbi, og Begeringens Presse­ love holdt den nede. Men da Christian den VIII besteg Tronen, hilst med Haabet om en fri Forfatning og skuffede dette Haab, gav Uvilien sig et Udslag, der foreligger for os i Skrift og Tale, som ikke er til at tage fejl af. Det var Københavnerne, der førte an. Københavns Universitet, de 32 Mænds Forsamling, Studenterne, Literaterne og Pressen, der først nu blev en Magt i Staten, trods alle Forsøg paa at kneble den. Og paa vor indskrænkede Plads bliver det derfor Københavns Politikere, hvis Navne vi her vil nævne. De er saa bekendte, at vi næppe behøver at biografere dem. Den ældste Generation har kendt dem personligt. Vi slaar altsaa fast, at ligesom det var Borgmester Hans Nansen og hans Borgerskab, der forhjalp Frederik den III til Enevælden, var det Borgmester N. L. Hvidt og hans Borgerskab, der forhjalp Danmark til den frie Forfatning. At det gik her som før, at den egentlige »Magt« aldrig kom i det i Øjeblikket førende Borgerskabs Hænder, er en Sag for sig. De »Liberale«, eller som de kaldtes de Nationalliberale, hvis Kærne var Stadens Bourgeoisi, maatte hurtigt overlade de Konservative Magten, et Øjeblik saa det ud, som om Bønderne skulde blive Landets og Stadens Herrer, men det blev »Arbejderne« — og der staar vi altsaa nu. Vi skildrer nu Grundloven og Københavnerne og indlede! med det, \ i i det foregaaende forbigik, Københavns Kommunalbestyrelse. Ved 1840 havde København kun en Politik: Borgerskabets Nationaliiberalis- men. Embedsmændene stirrede i blind Lydighed paa Arveenevoldskongen og hans Kancellier, for dem var Politik Gift. Og Folket Almuen de gemene ja, de vidste, hvad Politi var, det var Kjerulffs og Bræsti ups Bambusstokke paa deres Rygstykker, men Politik — græsk! Og Christian den VIII’s Kongegave til hans tro Københavnere var Kommu