Blegdamshospitalet_1879-1954

101 KØBENHAVNS KOMMUNES BIBLIOTEKER

3259101823

Mag. 09.61721 Li RHB

MdBfcNHAVNS í ADHUSBIBUOTEK cfattp wttw

B L E G D A M S H O S P I T A L E T

- 5

. N O V E M B E R - 1 9 5 4

1 8 7 9

BLEGDAMSHOSPITALET 1879 - 5. N O V E M B E R - 1954

a f

S T E F F E N L I N V A L D Y

U D G IV E T A F K Ø B E N H A V N S H O S P I T A L S V Æ S E N 1 9 5 4

Bogen er udført hos Nielsen & Lydiches bogtrykkeri (M. Simmelkiær)

Omslagstegning: Ebbe Sadolin

Klicheer: Ejnar Middelboes reproduktionsanstalt

Skrift: Monotype Bembo 12/14

Papir: Specialtryk 4203, D .F .P .

Bogbinderarbejde: Torp

F O R O R D

K ø b e n h a v n s kommunes epidem ihospital B legdam shosp italet har haft en tilværelse rig på omskiftelser. Hospitalets historie afspejler - under­ tiden på helt dramatisk måde - næsten et helt århundredes sundhedsmæssige udvikHng i hovedstaden. D a kommunalbestyrelsen i 18 7 0 ’erne diskuterede Blegdamshospitalets opførelse, havde man endnu den store koleraep idem i i 18 53 i frisk erindring, og lige inde på hvet havde man store og jæ vn lig t tilbagevendende epidem ier a fh o p p e r og andre fryg tede sm itsomme sygdomm e. D et n ye hospital b lev det sted, h vo r de, der v a r smittet a f disse farlige sygdomm e, b lev isoleret fo r at forh indre smittens udbredelse. G ennem vaccination og anden forebyggelse og i kraft a f hele højnelsen a f byens hygiejn iske standard b lev de hærgende epidem ier efterhånden be­ kæmpet. Hospitalet skiftede ka rak ter; det er nu ikke mere isolation men behandling, der er hospitalets hoved form ål. Form erne har skiftet, men B legdam shosp italet er idag lige fuldt som fo r 75 år siden en uundvæ rlig fak to r i det storkøbenhavnske sundhedsvæsen. Nu tiden har ikke væ ret m indre begivenhedsrig end fortiden . U nder den store poHoepidemi i 19 5 2 v a r B legdam shosp italet igen et centrum i hoved ­ stadens liv - det sted, hvo rtil tusinders tanker g ik i fr y g t og håb fo r dem , som v a r ram t a f den onde - men takket væ re hospitalets gern ing ikke håbløse - sygdom . O m Blegdamshospitalets begivenhedsrige historie i 75 år fortæ ller dette skrift. Julius Hansen.

D a Blegdam shosp italet b lev b y g g e t lå det i udkanten a f hovedstaden. D e vidtstrakte fælleder dannede endnu et g røn t bælte om k ring byen , men den voksende bebyggelse uden for voldene havde dog så småt begynd t at ændre landskabets karakter, og langs de gam le udfaldsveje havde de n y forstæder begynd t at tage fo rm . V ed B legdam svejen fandtes dog kun spredt bebyggelse, og da det n y epidem ihospital efter datidens men ing skulle ligge isoleret fra de egen tkge beboelseskvarterer, valgtes til dets frem tid ige plads den del a f N ø rre Fælled, der lå nærmest St. Johannes K irke , som ko rt fø r v a r b levet op ført. A t skrive dette hospitals historie bar væ ret m ig en stor glæde og op ­ muntring, og je g bringer en ærbød ig tak til Københavns komm unalbesty­ relse og borgmesteren fo r magistratens II afdeling, hr. Jubu s Hansen, der har betroet m ig dette arbejde. Ligeledes retter je g en tak til hospitalsdirektør cand. polit. Ak sel Andersen fo r den tillid, han har vist m ig, til professor, overlæ ge dr. med. H . C . A . Lassen fo r hans instruktive vejledn ing på det lægevidenskabelige om råde og til hospitalsinspektør K . V . O lsen fo r hans m ange væ rd ifu lde op lysn inger om hospitalets daglige virksomhed, ligesom je g også retter en tak til hospitalets tidligere forstanderinde frk. Em m aW est fo r hendes op lysn inger. Steffen Linvald.

Thaa kaam der en død paa dett land att der døde buort buode quinde och mand. Ther døde myn fader och moder myn søster och myn broder.

F o r h o l d e n e i middelalderen, som de er skildret a f Ingemann og hans sam tidige, g iv e r i virkeligheden et m eget forvansket billede a f de v ilkår, befo lkn ingen levede under. K rig e med pest og andre epidem iske sygdomm e i deres kø lvand g a v ofte anledning til sorg o g bekym ring , o g da man intet m iddel kendte til disse sygdomm es bekæmpelse, men betragtede dem som en guddomm elig straf, døde fo lk ofte i tusindvis, således som folkevisens o rd beretter. M ed korstogene fu lgte den fryg teligste a f alle de sygdomm e, der hærgede E u rop a i m iddelalderen : spedalskheden. D e angrebne - fortæ ller V illads Christensen - v a r som udstødte a f det menneskelige samfund, de boede fo r sig selv, de bar en egen dragt, og når de færdedes ude fo r at tigge, måtte de ved at klapre med træstokke melde deres ankomst, fo r at fo lk kunne tage sig i agt fo r dem. D e kunne ikke indgå ægteskab, og i spedalskheds­ hospitalerne holdtes kønnene adskilte fra hinanden. Disse hospitaler v a r i reglen v iet de svages beskytter St. Jø rg en , og næsten i enhver større b y fandtes en St. Jø rgen s Gaard. I København lå den ved St. Jø rgen s Sø. D en nævnes første gang 12 6 1, og i Christoffer a f Bayerns stadsret fra 1443 på- bydes det alle, der angribes a f denne sygdom , at tage fast opho ld i St. Jø rgen s Gaard. D a sygdomm en i løbet a f det 16 . årh. langsom t ebbede ud, bevaredes b ygn in gen som et epidem ihospital til 1609, da det »med Huse, H ave, B y g ­ n ing, A g e r o g E n g , Fiskeparker og Uddrift« b lev nedlagt. N o g le år senere lod Christian IV det nedrive. L igeså fryg te t i m iddelalderen som spedalskheden v a r de store pest­ epidem ier, der optrådte med nogenlunde regelmæssige mellem rum . O fte

9

er det im id lertid van skeligt nu at danne sig et in d tryk a f deres art. 1 3 1 2 og 13 8 0 hærgedes landet a f vo ld somm e koppeep idem ier, men et langt stærkere in d tryk efterlod »Den sorte Død«, bubonpesten, der om k rin g 13 5 0 nåede hertil, efter sagnet bragt hid a f et skib, der strandede på Jy llan d s vestkyst. »De fleste syge - m eddeler medicinalhistorikeren F. V . Mansa på grund lag a f Haeser D e Musis beskrivelse - b lev først angrebet a f smerter i forskelbge dele og stærke kulderystelser. D erefter b rød pestbylderne og pestkopperne frem , i hvis fø lge der opstod feber, hovedp ine og en utålelig stank. Hos andre viste sig karbunkler. D e, der led a f sopor v a r uden redn ing fortabte. D e syge døde gerne første, anden eller tredie dag. E n indtrædende blod ­ styrtn ing lod sig ikke standse ved noget m iddel. Hårde buboner v a r døde- b g e ; når de g ik o v e r i suppuration, v a r p rognosen gunstigere«. I begyndelsen a f det 15 . årh. hærgedes landet a f en vo ld som dysenteri­ epidem i. M u lig v is v a r det a f denne sygdom , dronn ing M arg rethe døde 1 4 1 2 på sit skib i Flensborg Fjord . D a den atter optrådte god t 100 år senere, b lev bl. a. Frederik I 15 3 3 dens offer. H eller ikke tyfus exanthematicus, malaria, kighoste og mæslinger, der opfattedes som en særlig fo rm fo r kopper, v a r ualm indelige. E n d o g pobo har sikkert væ ret kendt i m iddel­ alderen, h vo rim od difteri ikke synes at have forekomm et. I det 16 . årh. hjemsøgtes landet ligeledes a f store epidem ier. Således raste 15 2 0 en vo ld som pestepidem i, men i heftighed kunne den dog ikke måle sig med »Den engelske Sved« ni år senere. Denne sygdom begynd te med ku ldegysn inger, afløst a f en brændende hede, som endte i en vo ld som sved. B le v patienten udsat fo r den mindste kulde, v a r han fortabt. 15 3 6 v a r der atter »en stor Pestilentz i R ig e t særdeles i M a lm ø og K jøbenhavn« og 1564 og 68 b lev hovedstaden angrebet a f en dysenteri- og tyfusepidem i. 1583 døde 9000 mennesker a f pest, og under en tyfusep idem i 15 9 2 b lev det »under denne besm ittelige og farbge Syg e, som Gud allermægtigst fo r vo re m angfo ld ige Synder og Ondskabs Sky ld os til S tr a f haver påhængt i v o r Stad K jøbenhavn« a f fry g t fo r smitte forbud t at sælge b rugt tøj og lig fø lg e r at gå ind i befængte buse. T rod s de mange dødsfald, disse epidem ier afstedkom , formåede de dog ikke at stække livslysten. U nd er en a lvo rlig pestepidem i 16 2 4 -2 5 , der skal

1 0

St. Jørgens Gaard. Udsnit af stik i Braunius, Theatrum urbium; København set fra vest 1587.

have bortrevet 4.884 mennesker, fortæ ller C a rl B ru un på grund lag a f en sam tidig beretning, at da kongen endog havde g ive t befaling til, at porte, døre o g vinduer ud til gaden a f hensyn til sm ittefaren skulle holdes lukkede i huse, h vo r der fandtes syge, følte slotspræst N ilaus sig befø jet til fra prædikestolen at påtale, at »i saadan en bed røvelig T id ser man ingen Pestilenses T e gn hos vo re Folk, men at nye N o d e r o g hoffæ rdig K læded ragt gaar i fu ld Svang, høie T o pp e med R y n k e r og Folder bag udi og Jæ rnbø ile, Hovedklæderne sættes paa lang M anér som et Asenhoved , svære Skød paa Trø ierne, store vide o g rynkede Skjorter, afsatte og snørede Sko med store Spygab og S ilk evirker udi«. Få år efter 1629 b lev byen atter ram t a f en pestepidem i og 16 52 a f »en B lod so t og hidsig Feber«, der to år senere efterfulgtes a f den store bubon - pest, som O le B o rch meddeler skulle væ re h id ført til riget fra D anzig a f en p ige, der skal have haft smitten i sine klæder. Hvorledes den derefter skal have bredt sig, forstod han im idlertid ikke, fo r »der kan ikke paavises

1 1

noget bestemt T e gn paa nogen Fordærvelse, ei heller Stank a f Hu ler, Sumpe eller Aadsler«. På sit højeste bo rtrev den 600 om ugen, men ligesom under pesten 16 2 4 -2 5 skræmte den ikke, fortæ ller præsten Anders M atth ie- sen H jø rrin g , »de Ho ffæ rd ige, som sm ykkede sig og pralede sig ud med en H ob n ye N od e r og Stoltheds T egn , som vare ret nogle slemme nibbede Huer, hvis Pu ld bagpaa v a r ikke tre Fingre bred, med tre N ibb e , et langt ved hvert Ø re og et fo r ned o ve r Panden, saa og nogle ret ved erstygge lig e Halsklæder og andet sligt Forfængeligt, hvilket de ve l besindede v a r G ud til Fortørnelse«. Som epidem ihospital eller pesthus benyttedes i stedet fo r den nedlagte St. Jø rg en s Gaard et hus på nordsiden a f V alkendorfsgade, der dog snarere m å betragtes som en fortsættelse a f fattigvæsenets sygehus i det gam le Helligaandshus. 16 19 indrettedes et n y t pesthus i en b ygn in g uden for N ø rrepo rt, som under K alm ark rigen 1 6 1 2 havde væ ret benyttet til lazaret. Dette, som v a r »et alm indeligt Pesthus fo r denne Stads adskillige elendige og syge Mennesker« v a r i b rug til 16 30 , da den n y fattigordinants, v e l sagtens på grund a f dets slette tilstand, krævede det afløst a f en n y b ygn in g , som b lev op fø rt nærmere Peblingesøen »efterdi Pest og andre sm itsomme S y g ­ domm e ofte g iv e Aarsag, at D aglønnere o g andre fattige Fo lk udskydes a f deres Tjeneste o g Losamenter paa Gader o g Stræder, og im od al kristelig Kæ rlighed og Medlidenhed baade forsømmes og foragtes, h v o r a f Guds retfærdeligen V rede forøges ove r Land og S tæder«. E n sam tidig beretning roser dette pesthus, ford i de syge her »bleve m ed god Varetæ gt forsørgede og med god Spise forsynede og det med Ø vrighedens gode Flittighed«. Selv 0111 dette hus vedb lev at bestå som pesthus, benyttedes det im id lertid også som sindssygehospital, men under Svenskekrigene b lev det ødelagt, og først 1665 genoprettedes et pesthus i en b y gn in g ved Kalvebodstrand . L ig e som i det gam le optoges her tillige sindssyge, og 1697 indrettedes i det »bekvemme Steder, h vo r afsindige M ennesker kunde forvares«. D e t sorterede under fattigvæsenet, og foruden disse og fo lk med sm itsomme sygdomm e, kunne »alle slags fattige med ulægelige og væmm elige syg ­ domme« b live indlagt. M en at fo rho ldene langt fra v a r gode, fortæ ller hospitalets ve lgø re r, den kendte legatstifter, C laud i R osset, som i mange år

12

havde kendt pesthuset, hvis tilstand havde g jo r t så stort ind tryk på ham , »at hans Indvo lde ofte have rørt sig ved at se dets skrøbelige, aldrende og høinødlidende Lemm er, h v o r a f de fleste have m anglet baade K læ d er og Senge, o g som hen ligge i deres S y g d om og dø bo rt fast ligesom Fæ o g andre umæ lende Kreaturer«. B yen s slette hospitalsforhold m edvirkede uden tv iv l til at fremm e den store pestepidem i 1 7 1 1 . Fra Sydeuropa v a r denne sy gd om gennem Østersø­ landene trængt nordpå til Sverige, og da den ko rt efter optrådte i Flelsingør, varede det ikke længe, fø r Københ avn b lev angrebet. D e første tilfælde konstateredes m idt i jun i, men da de ikke synes særlig alvo rlige, b lev der ikke truflet nogen foranstaltninger til at forh indre sygdomm en s udbredelse. Først da dødsfaldenes antal begynd te at stige foru ro ligende, udstedtes 3. ju li en plakat, h vo ri indbyggern e fik befaling til at ad lyde sundheds­ væsenets ordrer, og regimentskvartermester W od ro ifs gård ved St. Jø rgen s Sø b lev lejet til pesthospital, men »for der des flere syge, om fornøden er, at kunne forplejes«, fik politimesteren Jo h an B a rtram Ern st ordre til at udvide det med nogle træbarakker. O gså telte b lev taget i brug, men da de heller ikke forslog, fik han besked om at låne tre teltsejl på B rem erho lm , »hvo raf et T e lt Seigl kunde væ re fo r de syge, et andet fo r K iøken et o g det tredie til Betienterne«. Desuden skulle han lade indrette et »Probeer Huus« til syge tjenestefolk »og andre deslige S yg e, førend til visse kand skiønnes, om det er m istænkelig Svaghed eller ei«. Endvide re skulle huse med pest­ syge afspærres a f vægterne, og hvis beboerne døde, skulle d e »strax tilnagles, på det ingen sig derudi skulle indsnige og Sygd omm en paa n y der begyndes. Saa skal og de bortdødes K læder - forlangtes det - uden Opho ld brændes«. Mansa fortæ ller, at sygdomm en begynd te med stærke ku ldegysn inger, der afløstes a f en brændende feber, hvo runder kræ fterne aftog o g de syge fortvivlede. D erefter faldt de ifg l. hans beretning i vildelse og raseri. Svæ lget o g læberne b lev angrebet a f blod flod og en ko ldbrandagtig betændelse, der ledsagedes a f brækn inger og diarrhé, o g sanserne sløvedes. Stanken var forfæ rdehg, og under vo ld somm e smerter g ik små rosenagtige betændelser på huden ove r til karbunkler, brandbylder og buboner. Død en fu lgte i reglen den fje rd e dag.

13

A llerede i ju li v a r byen i ha lv belejringstilstand, og fo lk flygtede i pan ik ud på landet. O m de rædselsfulde forho ld inden for vo ldene vidn er den store pestforordn ing a f i . august. »Og maa ingen under høj E x em p la r og v ilk aarlig S tra f understaa sig deres S y g e a f Huset at udsætte eller paa Gaden at udkaste«. D en op løsn ing, der fandt sted på alle om råder, gives der om ­ trent sam tidig ud tryk fo r i en dom , h vo ri det hedder: »Da Pesten her i B y e n paa det højeste grasserede, saa at al Korrespondance med alle andre Steder v a r os forbuden , ja B ø rn o g Foræ ldre endog skyede hverandre, fo r­ hindrede en »vis major« - d. v . s. de uafvendelige begivenheder - at alle T in g i den T id ikke saa nøje og punktuel kunde observeres o g efterkommes«. D a g lig døde henved 300 mennesker, og pesthospitalet på V od ro ffsgaard b lev snart overbelagt. D e t var im id lertid ikke den eneste grund til de elen­ dige forho ld , der rådede herude. Selv om udstyret v a r p rim itivt, og teltene og barakkerne op rindelig ingen gu lve havde, befandt patienterne sig der dog bedre end m ange andre syge, der under epidem iens ku lm ination , måtte lig g e på halm under åben h immel. O rden tlig lægehjæ lp fik de ikke, og da man ingen syge- og ligbærere, v åg e - og vaskekoner kum ie få , men måtte tage til takke med tvangsindlagte fo rb rydere fra stadens fængsler, kunne det ikke forundre, at dødeligheden v a r stor. N a vn lig i begyndelsen døde alle efter f å dages fo rløb , men fra m idten a f august b lev dog enkelte helbredt. D e indlagte v a r i alm indelighed fattige, tjenestefolk og laugssvende, idet mere velhavende isolerede sig i deres huse, og byen b lev derfor snart »et eneste uhyre Hospital«. D e f å læger, der ikke v a r flygtet, kunne intet ud­ rette, ligeså lidt som barbererne, der i deres egenskab a f k iru rger b lev tvunget til at bistå dem . M en det hjalp kun, indtil de selv b lev smittet, og fo r ikke helt at m angle lægehjæ lp indskrev man 16 tyske k iru rger foruden et antal badere o g apotekersvende fra provinsen . Imedens rasede pesten videre med uform indsket styrke, og i en indberet­ ning fra den nedsatte sundhedskomm ission til kongen hedder det, at »paa Slotspladsen, T o rv en e og Gaderne kaste sig, foruden pludselig anfaldende Syg e, m angfo ld ige Sm ittede, som v i a f Staden maatte lade ud føre o g under aaben H imm el eller under Teltene ved Vod ro ffs Gaard heller maatte lade

14

mem

puifdyJtaufc S AtSm. day.

Ladegaarden 1753. Tegning af Johan Jacob Bruun.

krepere end dø i Staden og fo røge Infektionen«. D e t kneb im id lertid at skaffe plads til dem , o g et lazaret indrettedes derfor på Ladegaarden. I slutningen a f august o g i begyndelsen a f september kulm inerede sy g ­ dommen , og i begyndelsen a f ok tober kunne sundhedskomm issionen med­ dele, at »Gud har saaledes forandret sin T ilstand, at Sygdomm en U g e for U g e , ja D a g fo r D a g formindskes«. A llig e v e l kunne pesten først hen på foråret betragtes som helt overstået, og den 22. ju n i 1 7 1 2 ophævedes den nedsatte sundhedskomm ission. Ialt v a r da ca. 23.000 a f Københavns ca. 70.000 indbyggere b levet dens offer, og 500 huse stod tomme. Se lv om indretningen a f lazarettet på Ladegaarden havde været en m id lertid ig foranstaltning, m å bygn ingen dog have vist sig velegnet til formålet, fo r 1769 flyttedes pesthuset, der indtil Frederiks Hospitals op­ førelse 17 5 2 - 5 7 havde været byens eneste civile sygehus, herud, og dets navn ændredes til St. Hans Hospital og C laud i Rossets Stiftelse - uden at dets fo rho ld derfor forbedredes synderligt. Pesten 1 7 1 1 v a r den sidste store epidem i i K øbenhavn fø r koleraen 18 5 3 , men i de mellem liggende år fo rekom dog en række in fektion ssygdomm e,

15

der undertiden antog karakter a f m indre epidem ier. D e elendige hygiejn iske fo rho ld inden for voldene, den begyndende overb efo lkn ing og den slette vand fo rsyn ing v a r uden tv iv l de vig tig ste årsager til deres udbredelse. I distriktslæge M artin Salomonsens disputats fra 18 5 4 : »Udsigt ove r K jø b en ­ havns Ep idem ier i den sidste H a lvde l a f det attende Aarhundrede«, fortælles om de hypp ig st fo rekom ne sygdomm e og deres optræden. A f kopper f. eks. skal der i denne periode i K øbenh avn væ re død 12 .268 personer, d e ra f alene i 1769 , 1.2 19 , og selv om dødsfaldenes antal varierede, in d tra f der dog hvert år nog le tilfælde. K un lidt betød det, at enkelte, deriblandt kronprins Christian (VII), allerede ko rt efter århundredets m idte v a r b levet inoculerede m ed kopper, idet et v irk e lig t effektivt m iddel til denne sygdom s bekæmpelse først opnåedes, da Jenners vaccinationsmetode m ed kokopper indførtes i begyndelsen a f det 19 . århundrede. H elt udryddedes den im id ler­ tid ikke, fo r i første halvdel a f det 19 . århundrede opstod flere m indre koppeepidem ier. D e syge indlagdes enten på Søkvæsthuset eller på A lm ind e­ lig Hospital, som b egge stod parat til at m od tage koppepatienter. Knap så h ypp ig t optrådte dysenteri eller b lodgang, hvis udbredelse, da­ tiden mente, afh an g a f de atmosfæriske forho ld , »thi man finder saa god t som altid - skriver Salomonsen - at en usædvanlig heed og tør Somm er, der pludselig afløses a f u ro lig t V eir, Fugtighed o g Ku lde eller i al Fald med Natteku lde, gaaer um iddelbart forud fo r U d v ik lin g en a f denne Sygdom«. Under de større epidem ier 17 5 7 døde i K øbenhavn 358 mennesker og i 1766 , 446. Jæ vn lig t b lev i disse år byens indbyggere angrebet a f influenza, tyfus og malaria, h vo rim od skarlagensfeber sjældnere forekom , men a f denne sy g ­ dom døde dog 17 7 7 - 7 8 ca. 200 mennesker, et tiår senere b lev det samme antal dens offer, medens der i årene 17 9 5 -9 7 døde 350. A t heller ikke mæs­ linger v a r ufarlige, viser at under en epidem i 17 7 2 b le v 705 personer bo rt­ revet. T rod s de m ange dødsfald som fø lge a f epidem iske sygdomm e, synes der dog ikke at have væ ret nogen større epidem i fø r 18 5 3 , da 4 .7 37 a f Københavns indbygg ere b lev koleraens bytte. E fte r at de første tilfælde v a r blevet konstateret i ju n i, tiltog epidem ien hu rtig t i heftighed, og igennem sommeren og efteråret hærgede den byen

16

Koleralejren på glaciet mellem Vester- og Nørreport 1853. Akvarel af H. G. F. Holm.

som en svøbe. Fjorten dage efter, at den første gang havde vist sig, bekendt­ g jo rd e sundhedskomm issionen, at fo r at undgå smittefare, g ja ld t det 0111 ikke at opholde sig »i indelukket, fordæ rvet og fug tig Luft«, og det til­ rådedes fo r ikke at b live forkø let at bære »et v arm t Bæ lte 0111 M aven og uldne K læder nærmest Kroppen«, at »sørge fo r R en ligh ed , saavel i Linned og Lagener, som ved Badn ing og Vaskn ing a f Legemet« og »vogte sig fo r u a fb rud t Aandsanstrengelse, nedtrykkende Sindslidelser, især Ængstelse og F ryg t, N attevaagen og alt, hvad der fo r R esten svækker Legemet«. Desuden skulle man »iagttage M aadehold i Spise og Drikke«. E fte r Lægeforeningens anmodning iværksattes derefter den 1. ju li som fo reb yggende foranstaltninger »Visitation fra Hus til Hus eller daglig Læ ge­ besøg til B eboerne i de mest angrebne og truede Quarterer«, »Udflytning a f de endnu ikke angrebne B eboere fra de befængte og mest truede Huse« o g »Bespisning eller Om so rg fo r de Trængendes bedre Forplejning«. V isitationen begynd te den 10 . ju li og fo reg ik på den måde, at Læ gefo r­ eningens m edlemm er delte byens distrikter m ellem sig. Ialt v a r der 128

2

17

visitatorer, d e ra f v a r de 86 læger, medens resten v a r ældre medicinske studenter. Medens visitationen således hu rtigt k om i gang, påbegynd tes ud flytn ingen først efter sygdomm en s egen tlige ku lm ination , men det v a r i m ange til­ fælde en van skelig op gave at f å raske fo lk til at fraflytte deres lejligheder, selv om de huse, de beboede, v a r kolerabefængte. D e udflyttede fik anvist plads i teltlejre på den bo rgerlige exercerplads på Christianshavn og på glaciset m ellem Vester- og N ø rrepo rt, i Garderkasernen på N ø rre v o ld og i R o sen b o rg Brøndanstalts smukke lokaler ved Gothersgade. D e r b lev ialt ud flyttet fra 109 huse i 4 1 gader, men desuden v a r der mange, som friv illig t søgte væ k fra byen . A llig e v e l er det mæ rkeligt, at kun et få ta l a f de ud­ flyttede b lev angrebet a f sygdomm en . D enne yttrede sig ifg l. sundhedskommissionens bekendtgørelse ved »hyppig, smerteløs D iarrhé, B ræ kn ing , stærk Tø rst, indvend ig Hede, den udaandede Lu ft, hgesom ogsaa Tun gen og Huden fornemm elig paa Hænder og Fødder, iskold. Huden desuden sammenskrumpet, bleg eller blaalig, ofte bedækket m ed ko ld Sved , Ø jnene indsunkne, om g ivn e a f blaa R in g e , Stemmen hæs, Pulsen svag, næppe fø lelig, Vandladn ingen standset, smerte­ fulde K ram p e r i U nderlivet, i A rm e og B en , Sløvhed og L igegy ld igh ed , dog uden T ab a f Bevid sthed o g ofte m ed K ra ft til at gaa oppe, selv ko rt fø r Døden«. E th ve rt n y t m iddel til dens bekæmpelse b lev forsøgt. Fo r at geng ive legem et sin naturlige varm e p røvede man en dampseng, en blikkenslager havde konstrueret efter en model, han havde set i T y sk lan d ; og man fo r­ søgte m ed ko rte m ellem rum at g iv e patienterne, indpakket i dyner og tæpper, skoldhed hyldete, lod dem gennem gå en saltkur, indtage 20 dråber amm on iakop løsn ing hver halve time og udsætte dem fo r en op ium sfo rg ift­ n ing - altsammen uden resultat. Koleraen lod sig ikke standse, og hospi­ talerne b lev snart overfyld te. Siden 1848, da en stor koleraep idem i havde hjem søgt Eu ropa, havde Frederiks Hospital væ ret indstillet på, at Københ avn kunne b live angrebet, og en særlig afdeling v a r blevet indrettet til at mod tage kolerapatienter. D a den nu b lev taget i brug, bebrejdede »Fædrelandet« im idlertid sundheds-

Frederiks Hospital, det nuværende Kunstindustrimuseum. Stik i Erik Pontoppidan: Origines Hafniensis, 1760.

komm issionen , at den anlagde »et D epo t fo r K o le ra m id t i den D e l a f B y en , som er allermest skikket til at mod tage Infektion«. Set med datidens øjne havde artiklens forfatter m u ligvis ret i sin anklage, men i modsætning til sin nabo i Am aliegade, A lm indelig Hospital, havde Frederiks Hospital dog vist sig at væ re forudseende i sine dispositioner, for A lm indelig Hospital v a r overhovedet ikke forberedt på nogen epidem i, og selv 0111 direktøren fo r fattigvæsenet, kaptajn H . H . H erfo rth indså, at den særlig hårdt v ille ramm e de gam le på hospitalet, nøjedes han alligevel med at bestille 200 ligkister. D e r g ik dog 14 dage, inden han fik brug fo r dem , men da sygdomm en først fik tag i beboerne, forslog dette antal kister ikke, o g elendigheden inden for murene v a r større, end man kan forestille sig. »Berlingske Tidende« skrev spydigt, »at D irek tionen snart ikke mere vilde behøve at rømm e Hospitalet, thi det vilde ske a f sig selv«, og videre hedder det, at »fra M o rgen til A ften g ik Transporten a f S yg e fra Lemmestuerne til Kolerastuerne, a f døde fra Kolerastuerne til Lighuset«. I dette henlå ofte

19

2*

Almindelig Hospital i Amaliegade ca. 1850. Akvarel af H. G. F. Holm.

5 0 -10 0 lig i henved otte dage a f mangel på kister. I disse om g ivelser v a r det, at den unge dame »af Stand« Ilia F ib iger ud førte sin opofrende gern ing som friv illig sygeplejerske, og ved sit eksempel, efter reservelægen S. Engelsteds udtalelse, udrettede mere, »end v i andre med vo re Forsøg paa at gennem ­ føre en kunstmæssig Behandling«. L ige som Frederiks Flospital havde også det nu nedrevne Søetatens H o sp i- tal i N y b o d e r truffet sine foranstaltninger. A llerede 1848 v a r det blevet bestemt, at hvis der udbrød en epidem i, skulle det benyttes til koleralazaret. Ialt indlagdes her 558 personer, h v o r a f de 385 døde. På Garnisonssygehuset i R igen sgad e viste sygdomm en sig først fo r alvo r m id t i ju li, da ikke blo t hospitalets eget personale men også et stort antal soldater b lev indlagt. P å et tidspunkt, da bl. a. overlægen , fem underlæger,

20

apotekeren, kontorpersonalet og tre sygepassere v a r angrebet, næredes en a lvo rlig fr y g t for, at hele driften skulle gå i stå. Foruden disse hospitaler bevirkede de m ange tilfælde, at det b lev nød ­ vend ig t at indrette en række hjælpehospitaler. D en 29. ju n i åbnedes V o r Frelsers Arbejdshus på Christianshavn fo r kolerapatienter, o g a f de 343, der indlagdes her, døde de 2 1 2 . D a de fleste hørte til gadens lettere brigade, fik de ofte som fø lge a f deres tidligere levevis delirium tremens, der under disse omstændigheder i reglen medførte døden. T re dage senere b lev Frue Arbejdshus på N ø rre v o ld taget i brug. D e t v a r beregnet til at rumm e 50 patienter, men allerede den 18 . ju li sprængtes dets ramm er, og a f de 5 1 1 koleraram te, der indlagdes, døde de 327. Arbejdshusene v a r ikke de eneste bygn inger, der b lev anvendt til hospi­ taler. Patienter indlagdes også i et lazaret på B legd amm en og i det senere Prins V ilhelm s Palæ på h jørnet a f St. Annæ Plads og Am aliegade. L ig e ­ ledes indrettedes de n yop fø rte skoler i Suhmsgade, på B legdam svejen og i Prinsessegade på Christianshavn til lazaretter. Desuden fandtes der efter­ hånden i hvert kvarter anmeldelsesbureauer, der lededes a f en a f sundheds­ komm issionens m edlemmer. V ed anmeldelse a f et n y t tilfælde, fo retog de tilforordnede læger eller medicinske studenter straks de nødvend ige under­ søgelser og tr a f deres forholdsregler. »Denne Indretning har g jo r t særdeles N y tte og i høj G rad vundet Befo lkn ingens Tillid«, hed det i sundheds­ komm issionens indberetning. I 16 uger rasede koleraen i hovedstaden. Ialt b lev 7 .2 19 personer angrebet, o g h e ra f døde god t halvdelen. M en selv efter epidemiens ophør fo rekom enkelte tilfælde. Voldenes nedlæggelse og ud flytn ingen fra de overbefolkede kvarterer betød im idlertid et stort frem skridt fo r den almene sundheds­ tilstand i København .

21

K o l e r a e p i d e m i e n 1853 b lev den indirekte årsag til opførelsen a f Kommunehosp italet 18 5 9 -6 3 . Som det frem g ik a f p rog ramm et fo r dets op rindelige indretning, om fattede det foruden de medicinske o g k iru r­ giske afdelinger »en Isolationsbygn ing fo r enkeltvis forekomm ende T ilfæ lde a f farlige sm itsomme S ygd om m e (Kolera, Kopper) med Plads til 20 Senge (senere udvidet til 42) ligelig fordelte paa begge Køn«. D ifte ri, skarlagens­ feber, mæslinger, ty fo id feber, rosen etc., der a f datiden betragtedes som m indre farlige sm itsomme sygdomm e, b lev derim od henvist til at behandles på de alm indelige afdelinger. A llig e v e l viste epidem iafdelingen sig f å måneder efter hospitalets indvielse at væ re fo r lille. Ikke blo t b lev det på grund a f pladsmangel nødvend ig t at anbringe en række koppepatienter i selve ho vedbygn ingen , men til de patienter, der led a f en sam tidig gras­ serende epidem isk ø jen sygdom , måtte der skaffes plads i A lm indelig Hospital og i den ejendom , komm unen ejede, på h jørnet a f Am aliegade og St. Annæ Plads, som i 18 53 havde væ ret benyttet til koleralazaret. T o år efter b lev det desuden nødvend ig t under truslen om en n y ko leraep idem i at indrette et interim istisk koleralazaret i en tidligere officersbolig i Falsters contre- garde i Kastellet ud fo r B redgade, som b lev lejet a f Krigsm in isteriet. Dette hospital bestod til 1870 , da det erstattedes a f et m indre lazaret på K lø v e r­ m arksvej på Am age r, der tidligere havde væ ret b rugt til bo lig fo r en op ­ synsmand ved renovationskulerne. D a det im id lertid kun kunne rumm e seks patienter, b lev der året efter i de bekendte selskabs- og restaurations­ lokaler i En ighedsvæ rn , der lå ved den nuværende T ietgen sgade i nær­ heden a f Hovedbanegaarden , indrettet et andet. D e t v a r således med god

22

f f f f f / f f f / u r f r / j . Enighedsværn ca. 1830.

samvittighed, borgm ester Ehlers 1873 kunne bero lige borgerrepræsenta­ tionen med, at 100 senge stod parat til at mod tage patienter i lazaretterne på K løve rm ark svej og Enighedsvæ rn . Knap så fryg te t som koleraen v a r exanthematisk tyfus og dysenteri til trods for, at disse sygdomm e netop da optrådte ret hypp ig t. Grunden hertil fandt stadslæge Schleisner måtte være »de store K rig e i de to sidste Decen ­ nier«. D a der 1 8 7 1 opstod en tyfusepidem i, viste Kommunehospitalets ep idem i- afdeling sig atter at være fo r lille, selv om der i dens have rejstes et ammuni­ tionstelt o g en træbarak. Sam tidig med at denne epidem i i årets slutning ebbede ud, steg im id lertid antallet a f koppepatienter, og det b lev derfor nødvend ig t at tage En ighedsvæ rn i brug som koppelazaret. M en skønt det ialt kunne optage ca. 80 patienter, slog det ikke til, da koppeepidem ien for a lvo r blussede op i jan u a r 18 72 , og et interim istisk lazaret indrettedes derfor i Frue Arbejdshus på N ø rrevo ld , medens lazarettet på K løve rm ark svej, der

b lev udvidet med træbarakker fra Kommunehospitalets ep idem iafdeling, måtte fungere som kolerahospital. A f de 2.795 anmeldte koppetilfæ lde b lev de 1 .9 3 1 ind lagt på de nyoprettede lazaretter, idet ingen koppepatienter fra jan u a r 18 7 2 b lev m od taget på Kommunehospitalet. D a Frue Arbejdshus under en n y epidem i 18 7 5 , h v o r 1.6 7 2 personer b lev angrebet, v a r optaget, indrettedes i stedet et m id lertid ig t lazaret i det bo rgerlige exercerhus på h jørnet a f D ronn ingen sgade o g Baadsmandsstræde på Christianshavn, o g på gården Flin tho lm på Frederiksberg. Fo r at epidem iafdelingen på Kommunehosp italet ikke skulle stå helt ubenyttet, besluttedes det 18 7 5 , at den skulle bruges til patienter, der led a f mæslinger, skarlagensfeber, rosen, dysenteri og exanthematisk tyfus, h vo rim od difteri, ty fo id feber, kighoste etc. skulle behandles på de m ed i­ cinske afdelinger i ho vedbygn ingen og croup på den kiru rgiske afdeling. U nd e r en m indre difteriepidem i 1878 bestemtes det dog, at også d ifteri­ patienter fo r frem tiden skulle indlægges på epidem iafdelingen. D a forho ldene på de m id lertid ige lazaretter og endog på epidem iafdelin- gen på Komm unehosp italet i virkeligheden langt fra v a r tidssvarende, arbejdedes der i disse år ihæ rdigt på opførelsen a f et særligt epidem ihospital. A llerede um iddelbart efter den store ko leraep idem i 1853 havde o v e r- medicus ved Frederiks Hospital, professor O lu f B an g i et lille skrift »Om de fo r K jøbenhavn passende Foranstaltninger under en Cholera-Ep idem ie« bl. a. g jo r t sig til talsmand fo r indretningen a f et særligt epidem ihospital. »Jeg antager - skrev han - at K jøbenhavns Communalbestyrelse har en ligesaa god V illie til at sørge fo r Indvaanernes physiske Velvæ ren , som fo r deres m oralske; antager, at denne kostbare Ep id em i har lært den, at intet er m indre indbringende end at spare i U tid e ; je g forudsætter altsaa, at, naar Choleraen ig jen , efter kortere eller længere T id , forhaabentligen først om en h a lv Snes A a r, besøger B y en , der ere trufne de Foranstaltninger, som dens tiltagende Folkemængde og de alm indeligen anerkjendte hygiein iske Ford ringer kunne g jø r e K r a v paa«, og han opstiller derefter fire betingelser, som en nødvend ig forudsætning he rfo r: »1) A t K jøbenhavn er komm et i Besiddelse a f de to vigtigste M om en ter til Sundhedens og L ivets V ed lig e ­ holdelse, nem lig god t V and o g reen Lu ft, denne ved et forbedret Latrin ­

24

væsen, ved alle Uren ligheders Bortskaffelse og en paa hygiein iske P rind p e r grundet B y g g e lo v . 2) A t her, som i enhver velorgan iseret B y er indsat et Sundhedsraad . . . 3) A t der er op b y gg e t ikke blo t nogle faa A rb ejder- B o lig e r, men en hel A rb e jd e r-C o lon i uden for B y en , h vo r de Fattige fo r en b illig Leie have faaet et sundt H jem , o g hvad der hører til at forbedre deres hygiein iske Forhold , Vadskeri, Bade-Anstalter o. s. v . og 4) A t der er b y g g e t eller indrettet et Hospital, der straks ved Choleraens eller en anden farlig epidem isk Sygdom s Ankom st kan tages i Brug«. I betragtn ing a f de dårlige hygiejn iske forho ld inden for de gam le vo lde fo rekomm er Bang s k ra v ikke urimelige, og m yndighederne v a r da også indstillet på forbedringer. Endnu 1853 ved tog Borgerrepræsentationen således et forslag om et komb ineret v and - og kloakan læg i forbindelse med indførelse a f vand ­ klosetter, men grundet på regeringens og overpræsidentens modstand fik K øbenh avn først 1860 - året efter at byens første vandvæ rk ved Studie­ stræde v a r taget i brug, et underjordisk kloakanlæg, men da det fik udløb i havnen o g kanalerne, b lev det forbud t at indføre vandklosetter. I disse år påbegynd tes også opførelsen a f Lægeforeningens bohger ved Ø sterbro­ gade som et første forsøg på at skaffe arbejderstanden sunde og b illige bo liger i stedet fo r de »stinkende, forpestede, med Smuds op fyld te, a f U tø i vrim lende Hu ller, h vo r det synes ubegribeligt, at eet Menneske, endsige en hel Fam ilie kan opho lde sig i faa D age uden at tilsætte Helbred og Liv«. Medens Bangs ønsker om en forbedring a f de alm indelige hygiejn iske forho ld således hu rtigt begynd te at virkeliggøres, varede det endnu adskil­ lige år, inden hans håb om et særligt epidem ihospital g ik i opfyldelse. D a han fuldt ud forstod de vanskeligheder, der v a r forbundet med opførelsen a f en n y b ygn in g , foreslog han i stedet det hus, der lå på hjørnet a f Am a lie- gade o g St. Annæ Plads, der havde været benyttet til kolerahospital, anvendt hertil. »Ved ringe Bekostn ing - skrev han - kan det indrettes til et i flere Henseender hensigtsmæssigt Hospital paa 9 0 -10 0 Senge, Beliggenheden er fortrin lig, o g - tilfø jer han - den er fo r T iden Statens E jendom , Staden er en D e l a f Staten, Indvaanerne a f denne ere B o rg e re a f hin, B ru gen b liver fælleds, Fordelen den samme, Staten v il maaske paa G rund h e ra f overlade

25

Staden denne E jen d om fo r en b illig Pris. Skulde dette ikke kunne skee, maa under alle Om stændigheder Staden have en B y g n in g med et, om tren t halvt saa stort, An tal Senge staaende fæ rd igt til at m od tage de første C h o le ra- syge.« Længere end til papiret er disse tanker næppe nået, men at et selvstændigt epidem ihospital på den anden side v a r påkrævet, viser borgerrepræsenta­ tionens op fo rd ring til magistraten i december 18 7 2 under anden behandling a f budgettet fo r 1873 : »Det har allerede - hed det - ved flere B ehand linger i Borgerrepræ sen tationen væ ret anerkjendt, at K omm un en trænger til et n yt, afsides beliggende Hospital fo r akute, sm itsomme Sygdomm e . Denne T ran g er i Løb et a f de sidste 2 A a r frem traadt med stigende S tyrke, idet U lem pern e ved , at Patienter med saadanne Sygd om m e indlægges paa Kommunehosp italet, ere b ievne aabenbare fo r A lle , og Fø lgerne af, at der i Hospitalerne ikke er Plads fo r alle de S yg e a f nævnte A rt, som søge til dem , selv naar S ygdomm en kun har angrebet en forho ldsvis ringe D e l a f Be fo lkn in gen , have vist sig paa en m eget fø lelig Maade. L ig e o v e rfo r en alvo rligere Ep id em i a f en farlig, sm itsom S y g d om staaer K omm un en nu kun høist ufuldstændig rustet, og den forhaanden værende M an g el i denne Henseende kan, m u ligvis snart, komm e til at kræ ve store og sørgelige O ffre. V i antage derfor, at der strax bø r g jø re s de fornødne Skridt, fo r at Opførelsen a f et Epidem ihosp ital fo r Komm unens R e g n in g kan b live iværksat i A aret 18 7 3 . V i have tænkt os, at et saadant Hospital maatte bestaa a f en fast D el, som foruden de nødvend ige O ekonom ilok aler inde­ ho ld t et begrændset An tal (neppe ove r 100) Sygesenge til Optagelse a f de saa god t som altid tilstede værende Febersyge, og som v a r delt i m indre, fra hinanden v e l afsondrede A fdelinger, o g a f en dertil knyttet bevæ gelig D el, indbefattende B y gn in g e r, som under sædvanlige Forho ld vare tagne fra hinanden og magasinerede, men naar Ep id em i kom til, hurtig kunde sættes op og forsynes med alle de Udrustn ingsgjenstande, som i det Væsent­ lige altid maatte haves i B eho ld . M en v i ønske ikke at udtale os ud fø rligere om , hvorledes Hospitalet bø r indrettes, da Planen herfo r bø r underkastes en mere alsidig O verveielse, end v i have kunnet skjænke den, og Forhand­ lingen om denne bø r føres saa frit som mu lig. V i antage det fo r sandsynligt,

26

Borgmester C. E. Fenger.

at det heldigste R esu lta t opnaaes ved Dannelsen a f et fra begge K omm un al­ bestyrelsens A fd elin ger sammensat U d v a lg , og indstille derfor, at B o rg e r­ repræsentationen v il udvæ lge 3 M ed lemm er til, i Forbindelse med nogle a f M agistraten valgte M ed lemm er, at tage Spørgsmaalet om Opførelsen a f et Hospital fo r akute, sm itsomme S ygdomm e under Overveielse, o g frem ­ komm e med de i denne An ledn ing fornødne Forslag saa betimelig, at Hospitalets Opførelse kan ventes begynd t i Aaret 1873«.

27

U d v a lg e t, der k om til at bestå a f tre m ed lemm er a f m ag istraten : B o r g ­ mestrene G amm e lto ft og Knudsen og rådmand Schlegel og fem m ed lemm er a f borgerrepræ sen tationen : Professor Ju liu s Thom sen , professor F. H ow itz , fh v . fysikus F. U lrik , etatsråd F. M eldah l o g gehejmeetatsråd C . E . Fenger med stadslæge Schleisner og komm unelæ ge C a rl Lange som særlig tilkaldte sagkynd ige, indledte arbejdet med at tage stilling til, fo r hv ilke sm itsomme sygdomm e det n y hospital skulle væ re bestemt. Inden det knap v a r begynd t på arbejdet, døde im id lertid borgm ester G amm elto ft, medens U lr ik udtrådte a f borgerrepræsentationen. D e erstattedes a f rådmand A b ra - hamson og tømmermester K ayser. E fte r at ud valget således v a r blevet rekonstrueret, enedes man om , at dette hospitals op gave først og fremm est skulle væ re »at standse Ep idem ierne i deres første Optræden o g B egyndelse ved en saa v id t m u lig gennem ført Isolation a f de Ang rebne, idet man søger dem fjernede fra deres endnu ikke angrebne Om givelser, fo r at de kunde behandles paa et saadant Sted o g en saadan Maade, at hverken de selv eller deres K læder etc. kunde udbrede Sm itten videre«. U d v a lg e t anbefalede derfor, at hospitalet skulle væ re forbeho ld t de akute sm itsomme sygdomm e kopper, kolera, exanthematisk tyfus og dysenteri, h vo rim od skarlagensfeber, mæslinger, rosen etc., der til stadighed fo rekom , skulle udelukkes. A f hensyn til skibe, der anløb havnen, skulle det helst lig g e ved kysten. M an overvejede derfor først at b y g g e det på En ighedsvæ rns jo rd e r, Som komm unen havde erhvervet 1870 . Denne tanke b lev im id lertid atter op ­ givet, men da man stadig mente, det skulle have let adgang til søen, og da man desuden nærede b ekym rin g for, at fo lk a f fr y g t fo r at b liv e smittet nød ig ville lade sig ind læ gge på et hospital med kolerapatienter, tilrådede ud valget en deling a f hospitalet i et egen tligt epidem ihospital og et karan­ tænehospital fo r kolerapatienter, der kunne erstatte lazarettet på K lø v e r ­ m arksvej. T il dette fandtes der en grund i Slagtervænget um iddelbart syd fo r Svanemøllen , o g 18 76 -78 b lev grunden lagt til det nuværende Ø re­ sundshospital. »Med den Størrelse o g den E vn e til at kunne udvides, som U d v a lg e t i P rog ramm et har antydet, v il det væ re tilstrækkeligt som K aran ­ tæne-hospital og i Stand til at tage det første Stød af, naar en Ep id em i skulde

28

optræde. An tage r Ep idem ien større Om fang, v il det egentlige Ep id em i­ hospital kunde anvendes«. T il dette udvalgtes den sydvestlige del a f Blegdam sfæ lleden , »da den er rumm e lig nok , ligg e r afsides og dog ikke fo r langt fje rne t fra nogen a f B yen s forsk iellige D ele, ved Jordbundens Beskaffenhed, sin H ø jd e over Vandfladen og ved Jordsmonnets Fald har gunstige Egenskaber fo r et saa- dant Hospital, og det derhos maa antages, at den med større Lethed v il kunne faaes til D isposition end andre Grunde, hvo rpaa Tanken ellers m u lig kunde henledes«. Indtil dets opførelse v a r så v id t frem skreden, at det under en epidem i ville være i stand til dels i faste bygn inger, dels i telte at mod tage 17 0 patienter, skulle En ighedsvæ rn dog bibeholdes som epidem ihospital. P rog ramm et, der b lev udarbejdet fo r det n y epidemihospitals indretning, g iv e r et ind tryk a f dets om fang. Grunden skulle væ re på m indst 5 tønder land, og i sygebygn ingerne skulle der være plads til ca. 17 0 senge. D rifts­ b ygn ingern e skulle im id lertid være beregnet på et patientantal på 300, idet hospitalet i epidem itilfæ lde skulle kunne udvides med telte, og desuden v a r det tanken i et særligt hus at skaffe plads til udflyttede fam ilier og enkelte fam ilier fra inficerede boliger. I modsætning til Kommunehospitalet skulle det bygges efter pavillon ­ eller baraksystemet, der m u ligg jo rd e en større elasticitet, men forudsæt­ n ingen herfo r var, »at der haves saa rigelig Plads, at de enkelte Klasser a f sm itsomme Patienter kunde anbringes i særskilte B ygn in g e r, fjernede i til­ strækkelig A fstand fra hverandre«. D en idé, der lå til grund fo r denne hospitalstype, v a r i virkeligheden et fo rsøg på under moderne fo rm er at genoprette de m iddelalderlige pesthuse, hvis nedlæggelse adskillige steder havde efterladt et stort savn. Dette havde bl. a. væ ret tilfæ ldet i Paris, h vo r det medicinske fakultet allerede 17 7 2 havde opkastet det spørgsmål, på hvilken måde epidemiske sygdomm e kunne bekæmpes mest effektivt. E t a f de forslag, der frem kom , g ik således ud på at fordele et net a f isolationsbygn inger over hele landet, som skulle væ re en etage hø je med tagudluftn ing og om fornødent b ygg e t a f træ. Om tren t sam tidig indså man bl. a. i Tyskland , at i krigstilfæ lde v a r barakker at foretrække frem fo r store hospitalsbygninger, selv om de som under de

29

store k rige i slutningen a f det 18 . og begyndelsen a f det 19 . århundrede v a r indrettet til at m od tage fra 500 til 1000 syge o g sårede soldater. Form ålet v a r da heller ikke i første række at skaffe dem den bedst m u lige pleje, men derim od ved at isolere dem at undgå, at der opstod epidem iske sygdomm e blandt civilbefo lkn ingen . Endnu i det 19 . århundrede fandtes der adskillige sygehuse, som ikke v a r indrettet til at m od tage patienter, der led a f epidem iske sygdomm e. T il disse opførtes derfor inden for hospitalsområdet enten særlige iso lationsbyg­ n inger, eller man udskilte et afsnit, som b lev afspærret fra det ø v rig e hospi­ tal, men dette v a r im id lertid ikke altid tilstrækkehgt til at forh indre syg ­ dommenes udbredelse. M ed Charité i B e rlin (18 36 -3 7 ) som forb illede op ­ førtes isolation sbygn inger således ved hospitalerne i B rem en , H am b o rg og Zü rich . Om tren t på samme tid opstod i F rank rig og B e lg ien og senere i Eng land de såkaldte pavillonhospitaler. E t v irk e lig t brud med de sluttede hospitals­ anlæg betegnede de dog ikke, ligeså lid t som de indeholdt særlige isolations­ bygn in ger fo r epidem iske sygdomm e. Først under de store felttog om k rin g århundredets m idte, o g navn lig under K rim k rig en 18 5 4 -5 6 indså man påny fordelene ved at sprede de syge og sårede i lu ftige barakker. Decentralisationen a f sygebygn ingerne fik i Eng land betydn ing fo r de epidem ihospitaler, der b lev b y g g e t i århundredets sidste del, deriblandt hospitalet i H om erton o g S to ckw ell hospitalet i London , der begge er op fø rt 1870 , året fø r den store koppeep idem i i B e rlin g a v stødet til opførelse a f Städtisches Krankenhaus i M o ab it (18 7 1-8 9 ), der bestod a f enetages frit­ stående b ind ingsvæ rksbygn inger med tagudlu ftn ing. På ud formn ingen a f B legdam shosp italet har disse hospitalsanlæg sikkert ikke væ ret uden indflydelse. Forslaget 0111 at læ gge dette på B legdam sfæ lled g a v iø v rig t anledning til en skrivelse fra sognepræsten ved Johannes K irke , pastor F rim od t, der på­ stod, at selv 0111 udvalgets lægesagkynd ige autoriteter garanterede for, at smitten fra hospitalet ikke kunne nå den omboende befo lkn ing og da navn lig de tre skoler i N ø rre A llé , på St. Hans T o r v og på B legdam svejen , som daglig besøgtes a f ca. 2000 børn, eller den talrige men ighed, som sam­

30

ledes om søndagen i kirken, kunne »den naturlige F ryg tag tigh ed o g Ræd sel, der grib er saa m ange Mennesker alene ved , at de vide sig i Næ rheden a f en sm itsom , ondartet S yg d om ikke udryddes«, og han sluttede med at foreslå, at hospitalet i stedet b lev lagt på den nordøstlige trekant a f Lammefæ lleden. G rundejerne på B legdam svejen hævdede desuden, at hospitalets opførelse »vilde m ed føre skadelige Fø lger fo r deres E jendomm e, idet det maatte ventes, at F o lk v ild e fryg te fo r at bo i Nærheden a f et saadant Hospital, og at deres Lejlighed er derfor vild e synke m eget i Værdi«, og endelig g jo rd e b irkedomm eren i Københavns amts nordre b irk Schow , der tillige v a r inspektør ved T in g - o g Arresthuset på B legdam svej, indsigelse m od dets placering, som han fandt uheldig, dels på grund a f de m ange mennesker, der færdedes på T in g - og Arresthuset, dels a f hensyn til den offen tlige m en ing om smittens overførelse. I borgerrepræsentationen påviste dr. med F. J . A . C . H ow itz, der sammen med professor C . G . Gædeken, etatsråd M eldah l og borgmestrene Knudsen og Schlegel, der senere erstattedes a f Fenger, v a r indtrådt i et n y t udvalg , i hvis arbejde professor Thom sen ligeledes deltog, at smitten ikke kunne overføres gennem luften, idet der fra B legdam svejens g rø ft til husrækken på den modsatte side var 30 alen, og da skellet skulle ligg e 50 fod fra vej og sti, v ille selve hospitalet mindst komm e til at ligge i 25 til 30 alens af­ stand fra de nærmest beboede steder, og en noget lignende afstand ville der væ re fra kirkens ko r til nærmeste hospitalsbygning. Grunden tilhørte im idlertid Krigsm inisteriet, og først den 4. maj 1 8 7 5 indvilligede dette på visse betingelser i at overlade kommunen »det nærmest ved St. Johannes K irken beliggende A real a f Blegdam sfæ lleden , der fra Grænsen a f bemeldte K irkes G rund til Fælleden maaler indtil 4 5 0 A len langs B legdam svejen og indtil 5 5 0 A len langs N ø rre A llé, Yderpunk terne forbundne ved en ret L in ie . . . « . D et v a r dobbelt så meget, som der oprinde­ lig v a r regnet med. Arealet skulle om gives a f »et stærkt 3 1/2 A len højt Stakit med dobbelt T jørnehegn inden for Stakittet, hvorhos der paa dette Hegns indre Side aflægges et Bæ lte a f 3 0 - 5 0 Alens Bredde, der b liver at beplante med Træer«. M en desuden anså man det fo r rigtigst at om g ive det med en 3 alen dyb, i bunden en alen og i overkanten fem alen bred

3 i

Blegdamshospitalets hovedindgang set fra Blegdamsvejen.

grø ft, »fordi en G rø ft paa en langt fyld ige re M aade v il tjene til at afspærre Terrænet end et Stakit eller endogsaa et P lankevæ rk alene«. H o ved ind ­ gangen skulle væ re fra B legd am svej, men desuden skulle der væ re en ud­ kørsel til N ø rre A llé ud fo r M ø llegade, beregnet til bortkørsel a f lig og renovation . For fuldstændighedens skyld skal det anføres, at troen på smittens ove r­ førelse gennem luften endnu i dette århundrede havde sine tilhængere, fo r da R igsho sp italet b lev op ført, b lev der a f denne grund ud lagt et bredt g røn t bælte m ellem Tagen svej og Ju liane Maries V ej. Ialt fik det n y epidem ihospital overlad t 14 tønder land, og da man op ­ rindelig kun havde regnet med et areal på 6l/2 tønde land, b lev der plads til yderligere seks sygebygn inge r, således at det i sin endelige skikkelse ville komm e til at bestå a f to lv dobbelte sygebygn inge r med 288 senge, en o ffi- ciant- og en ob servationsbygn ing med 24 senge og i telte 100 senge. Denne

3 2