BispebjergHospital_1913-38

26

seende. Det var karakteristisk for patientens kostindskrænkning, at den omfattede netop de næringsmidler, der indeholder »extrinsic fac­ tor«; bortset fra den mængde »extrinsic factor«, der blev tilført gen­ nem patientens moderate ægforbrug, synes hans kost gennem 7 8 år at have været fuldstændig blottet for »extrinsic factor«. Det kunde imidlertid a priori ikke udelukkes, at også andre ernæ­ ringsdefekter, særlig en eventuel avitaminose kunde være i det mind­ ste medvirkende til anæmiens udvikling, selv om der i og for sig ingen holdepunkter var herfor. Den detaillerede ernæringsanemnese viste dog, at patienten havde været nogenlunde dækket med hensyn til de almindelig kendte vitaminer, og kun havde været i under­ balance hvad calcium og fosfor angår. Dette resultat bestyrkede antagelsen af, at det udelukkende var manglen på »extrinsic factor«, der ætiologisk lå til grund; det fuld­ stændige bevis blev da også opnået, da det viste sig, at der kom typisk reticulocytreaktion og fuldstændig remission a f blodværdierne i direkte tilslutning behandling med »extrinsic factor« og en rigelig almindehg varieret kost. Det skal på dette sted endnu engang pointeres, at det anvendte »extrinsic factor« præparat, der bestod af leverremanens (d. v. s. hvad der under fremstillingen af leverextrakt bliver tilbage af le­ veren, efter at den antianæmiske faktor er extraheret), var prøvet i lignende doser som den anvendte overfor 3 ubehandlede perniciosa- patienter; der optrådte ikke hos nogen af disse reticulocytreaktion eller stigning af blodværdierne. Min opfattelse a f anæmiens ætiologi blev således fuldstændig be­ kræftet; sluttelig blev den eneste fejlkilde, nemlig at det skulde have drejet sig om en spontanremission, elimineret, da det viste sig, at patienten i 7 måneder efter behandlingens ophør endda fortsatte med at stige i hæmoglobinprocent og vægt, skønt han ikke fik nogen form for medicin, men blot vedblev med at spise almindelig rigelig kost. C. Patogenese. Særbg interesse frembyder det, at patientens syre­ sekretion i ventriklen blev normal i løbet a f behandlingen. Skønt der foreligger ganske enkelte meddelelser om lignende tilfælde ( 7 , 9, 10, 16 ), plejer dette dog ikke at finde sted ved almindelig endogen perniciøs anæmi. I dette tilfælde synes patientens achyli således at have været en reversibel proces, og den kan vel derfor ikke have været forårsaget a f den sædvanlige atrofiske gastritis, men må sna­ rere have været af funktionel natur. Det må dog erindres, at selv ret udtalte anatomiske forandringer kan være reversible, således den hos denne patient udtalte, både ved perniciøs anæmi og pellagra fore­ kommende atrofiske glossitis; på lignende måde har, hvad gastritis angår, Jones, Benedict & Hampton’s ( 11 ) gastroskopiske undersø­