BetænkningTeaterkommissionen_1933

23

Erkendelse af, at det særlig er for vedkommende Bys Befolkning, et saadant Teater har Betydning. Socialdemokratiets Ordfører, Chr. Hansen, knnde — efter sit mangeaarige Arbejde med Det kongelige Teaters Forhold ikke anbefale sit Parti at sælge Det kongelige Teater. Dette har en ganske anden Opgave end alene at spille Teater som de andre private Teater. Det er en Skole for Kunsten og Kunstnerne. Det kongelige Teater er ikke for København alene, det er en Stats­ institution for hele Landet. Det kongelige Teater kan og bør yde langt mere end noget andet Teater. Det er berettiget, at Staten giver Tilskud til Det kongelige Teater, idet dets Funktion ligesom en Skoles netop er at oplære og opdrage. Højres Ordfører, Professor J . Oskar Andersen tog ligeledes meget skarpt Afstand fra For­ slaget, som han finder baade formelt og reelt slet affattet. Staten har Pligt til, saalænge vi opretholder den Opfattelse af Samfundet, som vi nu har, at støtte Kunsten og derigennem ogsaa dette gamle historiske fra Fædrene overleverede Statsteater, men selvfølgelig under den Forudsætning, at det kunstnerisk yder, hvad det kan og bør yde. Professoren anser det kongelige Teater for en uhyre vigtig Anstalt, ikke blot fordi den stiller os overfor den dramatiske Kunst og der­ igennem skaber Mulighed for at højne det aandelige Niveau, men ogsaa som Sprog­ institution. Den Grundtype, Teatret har, nedarvet fra Forfædrene, at skulle være Tolker af de 3 Kunstarter,, er noget, vi bør holde fast ved. Professoren mener, at alene af økonomiske Grunde er Dobbeltsceneløsningen den rette. Det radikale Partis Ordfører, Ove Rode, siger, at Problemet ved Det kongelige Teater hænger sammen med, at det bestaar, at det bestaar paa den særlige Maade og har bestaaet i over 200 Aar, og at dets Oprindelse er knyttet til en af de største Epoker i dansk Kulturliv, nemlig Holbergs Fremtræden med hans mange under Titlen „Den danske Skueplads“ samlede nationale Komedier. Oprindelig var Det kongelige Teater et rent Skuespilhus, men senere kom Opera og Ballet. Det, der findes i Det kongelige Teater, hvad enten det er i Nedgangs- eller Opgangsperioder, er Værdier, vi ikke, da vi har dem i Statens Haand, vil kaste fra os med en lige­ gyldig Haandbevægelse. Vort nuværende Skattesystem indeholder en Mangfoldig­ hed af Ydelser fra Borgerne til Staten. De gaar i den fælles Kasse; det er kun faa, som man — som Motorskatten —hensætter til bestemte Formaal. Men vi har en Ydelse her i Landet, der hedder Forlystelsesskatten, som enhver kan unddrage sig, men som alligevel giver Penge, der i mange Aar har været langt mere, end hvad Staten yder til Kunst, Litteratur, Musik og saa fremdeles. Der er ingen Tvivl om, at det er Operaen og Balletten, der kræver det store Statstilskud. Han ønsker ikke, at Opera og Ballet skal overlades til deres egen Skæbne, men for at undgaa det maa Hovedstadskommunerne, København, Frederiksberg og Gentofte, forstaa, at de maa gøre, hvad man gør rundt omkring i Verden, nemlig yde et Tilskud. Lovforslaget blev ikke færdigbehandlet. I December 1927 fremsatte Minister Byskov Forslag til Lov, hvorved de indkøbte Ejendomme Tordenskjoldsgade 5 og Heibergsgade 7 afhændes til Stats­ radiofonien for 315 000 Kr., og Ministeren bemyndiges til ved Lejemaal med Statsradiofonien at gennemføre Dobbeltscenedrift ved Det kongelige Teater. Ved dette bygningsmæssige Samarbejde med Statsradiofonien aabnedes cn Mulighed for uden Etableringsudgift for Statskassen at naa den Dobbeltscene, som i en Aarrække af de skiftende Kegeringer og formentlig ogsaa af de fleste kyndige Folk i og udenfor Rigsdagen har været anset for den Driftsform, som baade økonomiske og kunstneriske Hensyn gør det i høj Grad ønskeligt at indføre

Dobbeltscene- loven af 1928.