BernstorffsEftermæle_2

( 173 )

et stedse savn et ¡¡Tab, — vor Ven er doel, Belvisse, Fredens S tyrer, vor Velgjorer.”

Din Sorg er Heltens lig, Ved Landets Noel, naar Fiender tvang det og Tyranner bod, — gjenmæler Oldingen, — saa kan du klage, endskjondt vi leve i Kong Frodes Dage. Det var Belvisses store, sjeldne Daad, at sammenholde Fredens svage Traad ;

o aldricr briste den! vor ædle Frode O beholde stedse Navn af Fredegode!

Som Dannemand han hylded’ Kongepligt, at gjore Folket ædelt frit og rigt; han jævned’ Banen, som det nu betræder, hvorpaa det iler frem til Værd og Hæder. Gid ej til Ladheds Blund det slumre in d ! 0 Landsmænd! for den Ros, som Dyd be~ trygger, 1 aldrig hylde Letsinds tomme Skygger! foragter den, thi den er Slavesind.