BerlingskeTidende_1749-1838

192 M en — den samme Røst, som m and ig t ly der Im o d givtig Smigers fule A an d , H y ld e r ogsaa varm t de rene D y d e r, D e r ei k jende G u ld og O rd en sb a an d . D erfo r, Jacson , paa dm simple K iste Skriver S andhed D ig de simple O rd : »K raftfu ld D a a d og B rod ersind h an viste, M ens han van d red her paa d u nk le Jo rd !« M æ g te d ’ jeg at stemme b ru stn e S trænge Som saa m ange V anheld søn d e rrev ’; Ak ! — da to lk e d ’ de end stæ rk t og længe H v a d D in D a a d i Frelstes H je rte r skrev. D o g , frig jo rte A an d ! D u seer m it H jerte, Seer, h v o r inderlig t det takke r D ig : Æ d e lt lin d re d ’ D u såa tid t m in Smerte, T h i D u h jalp før halv t den næ rm e d ’ sig. H e ld D ig hist, i A anden s frie Rige, H v o r k u n D y d og K u nd sk ab give Væ rd , H v o r ei M u nk e a and og V o ld bekrige Sandheds T o lk , m ed Løgn og Ild og Sværd.

Blok Tøxen.

Denne poetiske Udgydelse er lige saa smagløs og taabelig, som Artiklen er uforskammet, og det er let forstaaeligt, at Manthey her brugte sin blaa Blyant og ikke ønskede disse Mindevers optaget i Statstidende; men hele Sagen er betegnende for, hvad Redaktionen kunde tage imod, og for den Tone, man nu kunde tillade sig overfor Censuren. Manthey søgte Depar* mentets Tilladelse til i Bladet at indrykke en Notits om, at enhver, der havde noget at beklage sig over med Hensyn til Statstidendes Redaction eller Censur, havde