BeissenherzErindringer_1901

58

Je g besvarede Spørgsmaalet med et »Ja vel, Hr. Oberstløjtnant.« »Har De paatalt det?« spørges der. »Nej, Hr. Oberstløjtnant, for det er rigtigt!« Je g fik derefter et Resumé af nogle Udtalelser, som Oberstløjtnanten var fremkommen med o verfo r Offfcers- korpset ved en Vagtparade, da jeg i Følge Kundg. for H. var bleven ansat ved 21. Bataillon, med hvilke Udtalelser Oberstløjtnanten, der kendte mig godt fra 2. Jæ ger­ korps, ikke havde gjort mig nogen Tjeneste, hvor god Meningen end havde været med dem. Resuméet endte med, at Chefen højt udtalte de Ord: »Men hvis De svarer mig en eneste Gang endnu, bliver De arresteret,« og dermed red han bort. Det var første jeg Gang jeg var bleven truet med Arrest, og jeg var mig ingen Skyld bevidst! Je g havde jo kun svaret paa bestemte til mig rettede Spørgsmaal. Efterat Bataillonschefen havde forladt mig, kaldte jeg paa Kompagniets Premierløjtnant og beordrede ham til at være belavet paa at overtage Kompagniet fra den næste Dag; thi det var min Bestemmelse at melde mig syg under Resten af Eksercertiden, og saaledes skete det. Som Invalid kunde jeg let faa en Grund til min Sygemelding, thi jeg havde alt i flere Dage gaaet med Smerter i Rygsaaret fra 1848. Je g var altsaa kvartersyg, og nogle Dage før Eks- ercertidens Slutning kom Bataillonens elskværdige Major, der havde været min Kompagnichef i 2. Jæger­ korps en Tid under og efter den første slesvigske Krig, og vilde foranledige, at jeg gik op til Oberstløjtnanten for at gøre ham en Undskyldning, thi jeg maatte dog erindre, at han var vor fælles Chef.