BeissenherzErindringer_1901

59 Je g udtalte til denne Opfordring over for Majoren, at jeg troede, han kendte mig bedre fra den Tid, jeg havde den Æ re at være hans Premierløjtnant, og at jeg derfor ikke bøjede mig for nogen foresat, naar jeg ikke kunde se nogen som helst Uret paa min Side. Majoren gik derfor med uforrettet Sag. Exercertiden var sluttet. Vinterskolerne skulde be­ gynde deres Virksomhed den i. November, og jeg skulde forinden forelægge mit Program for Bataillons- chefen, i hvilken Anledning jeg meldte mig hos denne. Programmet blev drøftet en kort Tid og derefter ap­ proberet. Je g var ved at forlade Chefen, men blev kaldt tilbage af ham, der ønskede at tale med mig om vort Sammenstød. Je g maatte tage Plads, og Oberstløjtnanten gav derefter en Forklaring af dette, set fra hans Standpunkt. Je g havde imidlertid forud anmodet Chefen om Tilladelse til en aaben Ud­ talelse og henstillet til ham ikke at blive vred, naar mit Synspunkt om Foranledningen til det frem­ komne Sammenstød ikke stod i Overensstemmelse med hans. Historien endte saa med, at han rakte mig Haan­ den, alt skulde være glemt fra begge Sider og vi atter gode Venner.

1863—64.

Frederik den 7de var død paa Lyksborg Slot, og de tyske Magter, med Preussen i Spidsen samt Øster- rig paa Slæbetoug, truede med Eksekution, hvis For