BeissenherzErindringer_1901

101

denne Lejlighed, at jeg vilde stille meget smaa Fordringer for muligen at faa Sagen bilagt. Brigade- chefens Gang var imidlertid forgæves; Oberst N. N. vilde ikke gøre nogen som helst Undskyldning, det blev kun tilladt min Brigadechef at sige til mig, at N. N. havde været heftig! Atter blev jeg beordret til at give Møde hos Brigadechefen for at faa denne Besked, til hvilken jeg svarede, at jeg vel med Berettigelse kunde have ventet noget mere, men da jeg nu en Gang over for ham havde udtalt, at jeg vilde være tilfreds med lidt, saa tillod jeg mig at supplere min Modparts Ord om Heftigheden med, at jeg som Følge deraf ikke maatte betragte ham som tilregnelig, og dermed vilde jeg slutte denne for mig saa ubehagelige Sag. Et Par Dage derefter kom jeg i Samtale med en af Modpartiets Bataillonschefer, som ved denne Lej­ lighed udtalte de Ord: »Men hvorfor vilde Du ogsaa udføre et Angreb paa vore Kanoner?« Her­ til svarede jeg: »Hvis Du havde været i mit Sted, vilde Du have gjort det samme, thi Ordren dertil maatte jo lystres!« »Havde Du faaet Ordre til Angre­ bet?« spørger han meget forundret, og jeg svarede: »Selvfølgelig havde jeg det, da det ellers ikke var sket, eftersom jeg ikke vilde sætte nogen Æ re i at tage vore egne Kanoner!« »Hvem havde givet dig den Ordre?« spørger han videre, »Brigadens Stabschef!«. var Svaret paa hans Spørgsmaal. Bataillonschefen udtalte da, at dette var fuldstæn­ digt ubekendt for Oberst N. N., og at denne min Ud­ talelse vilde fremkalde et helt andet Syn hos ham paa Sagen. Istedslagets Aarsdag fejredes som sædvanligt ved