BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

4

BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER

med Hætten slaaet op, og Kvinderne tilhyllede deres Ansigt ved at bære Kaaben, eller i Mangel heraf et Skørt, over Hovedet. Sorgens Farve var fra ældgammel Tid Sort, saaledes som det allerede nævnes i den bekendte Fortælling om Thyre Danebod, der lod Hallens Vægge drage med sort Klæde, da hendes Søn Knud Danaast var død. Af Folke­ viserne ses dog, at ogsaa Hvidt i Middelalderen kunde bæres som Sørgedragt, saaledes af Visen om Aksel Thordsen og Skøn Valborg: Jom fruer, aflægger nu Silke rød Og bærer de h v i d e L in ! Hagen, Kongens Søn, er nu død, Og Aksel, kær Herre min.

I Middelalderen som senere søgte man helst sit Hvilested inde i selve Kirken, og, hvor dette ikke kunde lade sig gø­ re, saa nær ved Kirkens Sok­ kel som muligt. Her var Pen- gespørgsmaalet det afgøren­ de. Om Udgravningen af den middelalderlige Set. Klemens Kirkegaard i København skri­ ver Lærer H. N. Rosenkjær: »I hele Grunden uden for Kir­ ken var der Kirkegaard med Grave. 1 et Bælte paa c. 15 Fod nærmest Kirken har væ­ ret lagt Lig een Gang i hver

Den døde bortbæres. Middelalderligt Kirkemaleri. Efter Troels-Lund: Dagligt L iv i Norden Bd. XIV.

Grav. —Jo længere man kom bort fra Kirken, desto hyppigere er Be­ gravelser fulgt efter hverandre paa samme Sted, og desto dybere er der derfor gravet ned i Leret. Ens Evne og Vilje til at betale til Kirken under en eller anden Form har vel nok været bestemmende for, hvor langt ude man skulde lægges«.1) —Uden for Kirkegaardene begrave­ des kun de af Kirken udstødte samt, ligesom senere, Selvmordere og Forbrydere. Kirkegaardene frededes og plejedes med Omhu. En særlig Afdeling af dem hed U r tegaa rden , og den har vel i den katholske Tid været Kirkens Blomsterhave. Senere indtoges ogsaa Urtegaardene til Begra­ velser; det skete saaledes for Helliggejstes Kirkes Vedkommende i Aaret 1607, da Kristian IV tillod, at Urtegaarden norden for Kirken, den gamle Klosterhave, blev benyttet til Udvidelse af Kirkegaarden, der var »ganske snæver og eng« og desuden helt opgravet i den sidste