BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

70

UDENBYS KIRKEGAARDE

Kakkelovn, Stengulvet blev erstattet med Plankegulv og en Dør an­ bragt ind til Graverens Bolig. Men faa Aar etter, d. 26. Juni 1829, ud­ gik en Bestemmelse om, at i København maatte intet Lig begraves, før en autoriseret Læge havde udstedt Attest om, at Døden var ind- traadt. Benyttelsen af Ligstuen, som aldrig havde været synderlig stærk, tabte sig derefter ganske. De to Gravere Hattinge, Fader og Søn, som boede her c. 1850 til 1898, brugte Lokalet som Stadsstue. Samtidig med, atVoigt og Bang ordnede Anlæget og Beplantningen paa Kirkegaarden, havde de Opmærksomheden henvendt paa Grav­ monumenterne. »Da Fremmede uden Tvivl vilde anse disse Monu­ menter som Vidne om Nationalsmagen, saa bør der vaages over, at de kunne gøre denne Ære«, skrev de i et Forslag til Kancelliet, og de ønskede derfor disse Mindesmærker undergivne offentlig Kontrol. Denne Tanke fandt velvillig Modtagelse. 19. Okt. 1805 opfordrede Kancelliet Akademiet for de skønne Kunster til at have Indseende med Gravmonumenterne paa den nye Kirkegaard, og Akademiet er­ klærede sig villigt til at bedømme Tegningerne til disse. I 1816 ud­ videdes Bestemmelsen derhen, at Tegninger og Indskrifter til alle Monumenter af Sten eller Metal, som blev opstillede paa offentlige Pladser og Kirkegaarde, skulde indsendes til Akademiets Bedøm­ melse; og i 1819 udstraktes Paabudet til ogsaa at gælde Monumenter af Træ. Denne Bestemmelse blev dog langtfra altid overholdt, og nu er en saadan kunstnerisk Bedømmelse af Kirkegaardens Mindesmær­ ker forlængst ganske ophørt. Monumenter saa vel som Grave var, efter Reglement for Kirkegaar­ den af 15. Febr. 1805, hjemfaldne til Kirken efter 20 Aars Forløb, med mindre Pladsen blev betalt paany. I 1828 blev dog bestemt, at saa- danne hjemfaldne Monumenter ikke uden videre maatte sælges af Kirken; men Kancelliet skulde i hvert enkelt Tilfælde træffe Bestem­ melse om, hvorvidt Monumentet maatte fjernes, eller det paa Grund af sit kunstneriske Værd eller den afdødes særlige Fortjeneste frem­ deles skulde blive staaende uden nogen Betaling til Kirken. *) For ogsaa at opmuntre private til selv at bekoste Gravsteders og Monumenters Vedligeholdelse efter de 20 Aars Forløb, bestemte det samme Reskript af 10. Juli 1828, at Betalingen for et Gravsted for hvert følgende Vicennium (Tidsrum af 20 Aar) kun skulde være det halve af det foregaaende. Betalingen for et Gravsted paa A.ssistens Kirkegaard var paa den Tid 40 Rdlr. for det tørste Vicennium og skulde altsaa for de følgende være 20-10-5-27 2 Rdlr. osv. Nogen Tids­ begrænsning var ikke fastsat, og dette førte til Konsekvenser, som *) Afbildninger af kunstnerisk udførte Monumenter paa københavnske Kirkegaarde fin­ des i Værket »Gravminders udgivet af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse 1912.