BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

48

INDENBYS KIRIvEGAARDE

Da Moden var paa sit højeste —i det 1(3. Aarhundrede —, var disse Begravelser inde i Kirken lige ved at gøre den uanvendelig til sit egentlige Brug. Da kunde Menigheden ikke vandre hen over Ligste­ nene; den maatte gaa uden om dem, thi de ragede op over Kirkegul­ vet som hele Monumenter. Begeringen tog fat med haard Haand for at standse denne Misbrug. Søhelten Otto Buds Gravmæle i Frue Kirke maatte fjernes, da det borttog Pladsen i Koret, og et paatænkt Grav­ mæle over Peder Oxe sammesteds blev det forbudt at opføre. Og endelig udstedtes i den kalundborgske Beces 1576 et almindeligt Forbud imod, at »lade gøre nogen Begravelse over Jorden forhøjet med Alabaster eller slig mærkelig Bekostning«. Denne Bestemmelse synes at være bleven kraftig haandhævet, og rundt om i Landets Kir­ ker sløjfedes i de følgende Aar det ene fornemme adelige Gravmæle efter det andet.1) Men naar Ligstenene blot lagdes fladt ned i Kirkegulvet, var Be­ gravelser i Kirkerne fremdeles tilladt, og Tilladelsen blev rigelig be­ nyttet. Kirkerne forvandledes til Pesthuler; i dem havde Datidens hyppige Epidemier deres bedste Tilhold, og med nogen Grund blev det sagt, at man for at hædre de døde slog de levende ihjel. Selv un­ der Pesten 1711 vedblev man at benytte Kirkerne til Begravelser, og Følgen blev, at Liglugten gjorde Opholdet derinde næsten uudholde­ ligt. Professor Mule skriver d. 10. Okt. fra København: »De Store ville ikke lade sig afholde fra at nedsætte deres pestdøde Paarørende i deres aabne Familiebegravelser, og saaledes er det miasmiske Stol kommet ind i Kirkerne for især at fylde sammes over Gravkælderne anbragte lukte Stole, hvor Folk af de højere Stænder, blandt hvilke Sygdommen nu ogsaa mest hersker, have Stader. At jeg selv har und- gaaet Smitten i Kirkerne skylder jeg maaske den Omstændighed, at jeg, mærkende den gennem Fjælegulvet i min Stol opstigende Lig­ lugt, i Tide forlod Stolen«.2) Lægerne var dog i den Henseende ikke bedre end andre Standspersoner. Professor Mule fortæller i et senere Brev, at hans Kollega, den højt fortjente Dr. med. Lahm, er død af Pe­ sten. »Igaar Aftes blev hans Lig nedsat i hans Familiebegravelse i Helliggejst Kirke«. —Selv under disse Forhold dristede Begeringen sig ikke til at forbyde Begravelser i Kirkerne, men nøjedes med et Paabud om, at saadanne Grave, i hvilke Pestlig var nedsatte, skulde fyldes med Sand for at dæmpe den fra dem opstigende ulidelige Stank.3) Langt ned i Tiden var der Kirker, som den i Nykøbing paa Falster, hvor hele Gulvet bestod af Trælemme, der lukkede over Begravel­ serne, og ofte var der endda anbragt Trækhuller i disse Lemme. I et Skrift fra 1785 fortælles, at i Horsens var den ene af Byens Kirker i 3