BegravelsesskirkkeOgKirkegaardsforholdÆldreTid

20

BEGRAVELSESSKIKKE OG REGERINGSFORANSTALTNINGER

er saa meget mere urimelig, som de forordnede Ligbærere ofte har betjent baade Ministre og andre fornemme Godtfolk, og man aldrig har fornummet nogen Klage over dem. Han har ogsaa ofte ladet Stu­ denterne advare, men »synes det dog ligesom saadant for en Latter optages«. Intet Under, at han er vred paa Studenterne og kun har ondt at sige om dem: »Thi, om Gud forbyde, at nogen smitsom Syg­ dom udi Menigheden kunde tildrages, som hastig Dødsfald kunde foraarsage, hvor var da Studenterne? Da skulde vel enhver vide at søge sin Magelighed, men de anordnede Ligbærere var dog forplig­ tede til i saa Maader at betjene Staden«.1) —Denne Spaadom af den vrede Mand blev dog fuldstændig gjort til Skamme af Begivenhederne en Snes Aar senere. Ogsaa Laugene bortbar undertiden andre end deres egne Medlem­ mer, og særlig Kræmmerlauget havde i tidligere Tid gjort sig en Ind­ tægt derved. Lauget forsøgte at vedblive hermed ogsaa efter 1682 ; men Ligbærerne var paa deres Post, og Øvrigheden var altid villig til at haandhæve deres Rettigheder. I 1702 blev saaledes en Kommis­ sion nedsat til at dømme mellem dem og Kræmmerlauget,2) og efter Pestaaret 1711 hørte denne Ligbæring uden for Lauget op. Det nye Ligbærerkorps var saaledes ivrigt nok til at vaage over sit Privilegium; derimod var det knapt saa ivrigt til at opfylde sine Plig­ ter. Ret hurtigt blev Korpset stillet over for det i hine Tider saa van­ skelige Spørgsmaal om, hvem der skulde bortbære de saakaldte uær­ lige Lig. Jokum Skarpretter var død i 1683, og Magistraten havde beordret de ny ansatte Ligbærere til at bortbære hans Lig. De næg­ tede alle, og Magistraten traadte da kraftigt op og fratog dem deres Bevilling. Men denne Sag endte med Nederlag for Magistraten. Folke- meningen stod paa Ligbærernes Side, og i Januar 1684 maatte Magi­ straten antage dem alle igen og nøjes med at diktere dem en lille Mulkt for deres Ulydighed.3) Dette Ligbærerkorps bestod kun i knap 30 Aar. Da det for Alvor blev stillet paa Prøve under Pesten i 1711 og straks svigtede sin Op­ gave, blev det uden Tøven afskaffet og en ny Ordning, som derpaa i det væsentlige bestod i halvandet Hundrede Aar, blev indført. Pestagtige Epidemier havde mange Gange hjemsøgt Hovedstaden, og hver Gang havde de ogsaa sat deres Spor i Forordningerne om Be­ gravelsesvæsenet. Ved saadanne Lejligheder maatte det sædvanlige Ceremoniel sættes til Side, og de strengere Bestemmelser i hvert fa ld for en Tid overholdes. Der var Pest i Byen i 1578, da Magistraten ud­ gav Bestemmelsen om, at intet Lig maatte staa over Jorden længer end een Nat. 1 1592 hjemsøgtes København atter, af en Pestsyge, »som Gud Almægtigste for vore mangfoldige Synder og Ondskabs Skyld