Bagerriet_1916

24

at holde Øjnene aabne, og var vi endelig færdige, gjaldt det at komme paa Hovedet i Seng. Man var jo ikke særlig forvænt med Søvn dengang. Mester var en ret snaksom Mand, ret en Type paa Datidens Tyskere, storpralende og raa, hvad der kom af mangelfuld Opdragelse. Jeg husker engang hans Forvalter løb op gennem den lange Gaard til Butikken med en Kasse med Kaffebrød, han snublede over Rendestensbrættet og faldt med alle Kaffebrødene, hvad nemt kunde ske. Mester som saa det nede fra Bageriet, udbrød: „Saa, der ligger han, det la n g e ................“, og brugte saa et af sine smagfulde Skældsord, „han bliver s ’gu heller aldrig til noget!“ Men det slog fejl, og det beviste, at om end den gode Tysker var en dygtig Bager, var han en daarlig Spaamand, for den, der faldt, fik det største Fintbrødsbageri i Kø­ benhavn og er nu Borgmester i København. Alt det meget Arbejde paa Lofterne med at stikke Sæd og Mel var begyndt at gaa af Mode, nu sparedes der meget Ar­ bejde, da Mølledriften var gaaet over til Handelsmølleri. I Stedet for at male Sæden for Bagerne, solgte de nu det færdige Mel og naar Melet kom fra Møllen blev det hejset op paa Lofterne, hvor det stod i Sækkene til det blev nedbaaret i Bagerierne. Det store Svendehold var sammensat af forskellige Nationer, baade Danske, Svenske, Nordmænd og Tyskere, han holdt og- saa Lærlinge, hvilket vi ikke havde kendt i Kleins Tid. I det Hele taget gik Arbejdet med Lyst og godt Humør, vi var jo alle unge Mennesker, der var kun én Mestersvend, som var gift, men dog fik han Kosten paa Stedet. Kosten var som før sagt god, især i den første Tid, da han holdt en dygtig Husholderske; men jeg tror ikke det var til Fordel for den gode Mester, at det blev forandret til Spisehusmad, da den var sløj, gik det ud over Mandens Smør og Æg. Nu var der ogsaa i Tidens Løb blevet oprettet flere og flere Brødudsalg, af hvilke han havde mange, da han gav stor Rabat og tog det gamle Brød tilbage. Han havde stort Svinehold i Ordrup, saa han kunde sagtens anvende, hvad han ikke kunde sælge. Der holdtes to Køretøjer til at transportere Brødet og hans tre Læredrenge maatte stadig rende til Kaféerne med Brød. Han holdt Landauer og Stadskusk med „Dresse“ og „Gagarde som han sagde paa sit gebrokne Dansk, han lærte nemlig aldrig at tale rent Dansk. Den gamle Tradition fra Kleins Tid med velklædte og til­ dels intelligente Svende var bevaret, der var i den Tid kommet