AssistensKirkegård_1760-1960

EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D

Moss i Norge, Christie, tilbød straks at skaffe en og »lod flere Styk­ ker bryde for at finde et godt nok«. Midt under dette brød så krigen med England ud, og den forhindrede planerne. Man nøjedes i stedet for med Faxe kalksten, der kunne tåle luft og vejrlig, og grev Danneskiold lod en sten udhugge efter mål. - I 1808 blev grundstenen lagt, og samtidig »blev Liget, som var jor­ det paa den saakaldte Nummer Linie, med Politimesterens T il­ ladelse, omhyggeligen flyttet til Postamentet«. Allerede i 1806 meldte i øvrigt »Politivennen«, at graven var svær at finde, da der var kludder i bogføringen. Alt ordnede sig dog, og på Todes fødselsdag, den 24. juni 1 8 1 1 , rejstes monumentet, der altså fore­ stiller et trekantet alter, hvorpå hviler en krans af ege- og laurbær­ blade. Til venstre for indskriften ses en Æskulapstav, til højre en lyre. Ove Malling fortolkede symbolikken i ordene: »Lægen, Dig­ teren, Menneskevennen Johan Clemens Tode sattes denne Grav­ sten«. Den lakoniske stil er ved at vinde frem. —Der plantedes et egetræ ved graven, som i øvrigt omgaves med de sædvanlige træer og buske.134 På den modsatte side gangen er altså Jens Bang begravet, en af de mænd der har betydet mest for kirkegården. Han var en alsidig begavelse: Læge, arkitekt og kommunalpolitiker. Som læge var han en betydelig dygtighed, og som arkitekt havde han vundet alle Kunstakademiets fire guldmedailler, før han blev professor ved samme akademi. Graverboligen herude er det sidste vidnes­ byrd om hans talent i den retning. Han var kirkegårdens første »inspektør«, men efter hans død gik hans virke i den grad i forglemmelse, at graverboligen endog blev tilskrevet murens byg­ mester, P. Meyn. Det var H. Weitemeyer, der i 1907 frem­ drog hans navn i forbindelse med en omtale af graverboligen. Man anså da hans grav for at være forsvunden, men senere blev

9 1