AssistensKirkegård_1760-1960

H E NN I NG V A L E U R L A R S E N

Skønhedens Glans«. - I øvrigt er påfuglen - som nu symboliserer forfængelighed — et gammelt kristent sindbillede på evigheden. Man hævdede nemlig, at dens kød ikke kunne rådne. - Også dette monument er typisk »skønvirke«.120 Forbi håndværkslæreren Lasenius Kramps grav med busten, når man - i første sidegang på højre hånd - en sløjfet grav, der for længst er taget i brug på ny. Her hvilede i sin tid kongemor­ deren, grev Horn. Med flere af de sammensvorne havde han efter Gustav IIF s død måttet drage i landflygtighed til Danmark, hvor han i begyndelsen levede under påtaget navn. Han gjorde, qua oprører og revolutionær, lykke her i landet, også som poet. Den dag i dag kan man se ham som figur i Verdis opera »Maskeballet« på Det kgl. Teater.126 Ovre bag hovedvejen over kirkegården står på et gravsted tre høje sten, de to i blank, sort granit, vis-à-vis hinanden. Her hviler skuespilleren og sceneinstruktøren F. L. Høedt med sine forældre og en søster. Det fremgår af monumenterne, at den gamle moder overlevede sønnen, som efter sin ungdoms strålende sejre og kam­ pen mod det Heibergske hus tidligt havde trukket sig tilbage fra sin gerning og adskillige år efter var endt i menneskeskyhed og forfølgelsesvanvid. Fru Heiberg fortæller, at han stadig hørte en stemme i stuen ved siden af, der råbte Høedt! Hun tilføjer ubarm­ hjertigt: »Det har bestandigt været hans Ulykke, at han altid troede, at Verden raabte paa Høedt«.127 »For døden er vi alle lige«, siger ordsproget. Man betvivler det af og til, når man sammenligner de pragtfulde gravmæler herude med de beskedne småtavler i nabolaget. Men ordsprogets mening er vel også, at over for døden viger alle modsætninger, en tanke man ofte får lejlighed til at gøre sig, når man ser, hvorledes men­

84