AssistensKirkegård_1760-1960

EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D

en halv snes år senere, da degenerationen rigtig var sat ind. 27. de­ cember 18 16 bestemtes det i et reskript, at alle forslag til grav­ monumenter - tegninger som indskrifter - skulle bedømmes af akademiet. Tre år efter tilføjedes en bestemmelse om, at dette også skulle gælde monumenter af træ. Udmærket! Blot blev det aldrig efterkommet, og senere bortfaldt denne censur.112 I 18 18 var den ældre kirkegård så gyselig at se på, at »Politi­ vennen« ligefrem ville have en kunstner til - for kommunens reg­ ning - at bo herude og istandsætte gravmælerne. Dette gjaldt altså ældre, forfaldne monumenter, medens censuren skulle tage hensyn til de nyes smagløshed. Især var det slemt, at de i så høj grad ko­ pierede hinanden. De samme attributter gik igen fra grav til grav: Urner, tårekrukker, gravlamper og slukkede fakler symboliserede døden - foruden naturligvis leen, neget og den brudte søjle. Hun­ den, den trofaste, hvilede ved gravmælets fod, men også duerne var begyndt at slå sig ned - som symbol på helligånden. Den af­ dødes virke betegnedes ved skibsror, passer og vinkel, håndværke­ rens redskaber og handelsmandens symboler, alias Merkur i sam­ tale med Neptun. Handelsgudens vingede slangestav - caduceus - var i øvrigt fredens sindbillede, medens bikuben markerede fliden. Endelig var der sommerfuglen og slangen, der bider i sin egen hale, sindbilleder på henholdsvis udødelighed og evighed.113 Materialerne var i ældre tid marmor - norsk eller italiensk - gotlandsk sten, porfyr og bornholmsk sandsten. Men også metal toges efterhånden i brug. På afdeling A findes bl. a. et gravmæle af blik, rejst over en blikkenslager, og på afdeling B, ved denne gang, skrås for Bødtchers grav, står et vældigt monument af jern, en kakkelovn at se til, med en lang inskription og den stolte til­ føjelse: »Støbt paa Bærums Jernværk«. Navnet er Martin Vahl. Vahl? Der dæmrer noget i erindringen:

77