AssistensKirkegård_1760-1960

H E N N I N G V AL E UR LAR S EN Dødningehovedet findes altså bl. a. på Roslins gravsten, ved siden af hvilken man finder et mindesmærke, udformet som en grotte, hvorover en slange snor sig omkring et kors. Det er på det Klein’ske familiegravsted. Den tilgroede natur på disse kanter kan vel også nok have indbudt til den slags udskejelser, som Rah- bek nævner i forbindelse med monumenternes udsmykning. Af alle historierne om Assistens Kirkegård er den om spiseriet herude den bedst kendte. Man finder den både i stilfærdige og i grelle versioner. August Hennings kender den, og Werlauff omtaler den i sine erindringer, hvor spisningen kaldes en søndags­ aften-forlystelse for familier. I 1872 benytter H. C. Andersen denne skildring i et af sine allersidste eventyr: »Portnøglen«: »Det var i Kong Frederik den Sjettes Tid. Kjøbenhavn havde den Gang ingen Gas, den havde Tranlygter, den havde intet Tivoli eller Gasino, ingen Sporvogne og ingen Jernbaner. Det var Smaat med Fornøielser imod hvad det nu er. Om Søndagen gik man sig en Tour ud af Porten til Assistents-Kirkegaarden, læste Indskrifterne paa Gravene, satte sig i Græsset, spiste af sin Mad­ kurv og drak sin Snaps til; eller man gik til Frederiksberg, hvor der foran Slottet var Regiments-Musik «.53 Man skulle forsværge, at dette stilfærdige folkelivsbillede også kunne udformes således, som den tit omtalte F. J. Meier gør det, når han kalder den ældste Assistens Kirkegård »et Samlingssted for alskens havarerede Existenser, et Slags Forlystelsessted af den forkasteligste Art ikke alene for al mulig Janhagel, men ogsaa for den laveste Del af Omegnens Befolkning, som paa Søn- og Hel­ ligdage tilbragte halve Snese Timer her, i hundredvis liggende paa eller mellem Gravene, med Kurve og Madposer og Ølflasker, spisende, smøgende, tyllende sig fulde af 01 og Finkel, syngende og jodlende og skoggerleende eller svingende sig i kaade og fra-

38