AssistensKirkegård_1760-1960

H E N N I N G VAL EUR LARS EN almindeligt anvendt i gravskrifter. Det var frimurerne, der rejste monumentet og siden vedligeholdt det. I vore dage er det blevet istandsat.33 Der er temmelig ofte et vist misforhold til stede mellem den af­ dødes betydning og hans gravmæles størrelse og rigdom. Blandt monumenterne her har dog for een gangs skyld den ypperste per­ sonlighed fået det anseligste mindesmærke. Desværre skyldes det vel nok mindre simpel retfærdighed end den kendsgerning, at den kunstner, der udførte det, og som selv hørte til Danmarks bedste, var broder til den afdøde. Her tænkes på Nicolai Abildgaards monument over professor P. C. Abildgaard. Alle vidnesbyrd går ud på, at denne fremragende videnskabsmand, der for sine egne midler oprettede Veterinærskolen i 1770, anskaffede instrumenter, bøger og præparater og ledede undervisningen i tre år, indtil staten overtog skolen, var en sjældent fornem personlighed, hjælp­ som, beskeden og ganske uegennyttig. Da han døde i 1801 - ved et apoplektisk tilfælde midt under sit arbejde - fulgte »en talrig Mængde Videnskabsmænd af alle Klasser og Stænder ubudne Liget«, som Hauch fortæller. Gravskriften, der er af Christian Golbiørnsen, gengives i sin helhed, tidstypisk som den er: »Her hviler Peter Christian Abildgaard, Professor, Veterinair-Skolens Stifter og Lærer, Secretaire i Videnskabernes Selskab, fød i Kiø- benhavn den 22de December 1740, hvor Døden lukkede hans blide Øie d. 2 1. Januar 180 1. Som Videnskabsmand var han kjendt og hædret i Europa for Lærdom og udbredte Kundskaber, som Embedsmand agtet for utrættelig og gavnriig Virksomhed, som Borger og Menneske elsket for vennesalig Fromhed, usvigelig Trofasthed og ædel Beskedenhed; derfor væde Venskabs-Taarer hans Aske, derfor sørger Danmarks Muse ved sin elskede Søns Grav«. —Monumentet, som hans venner lod rejse, har i tidens løb voldt nogen forvirring. Medens således kunsthistorikeren F. J.

26