AssistensKirkegård_1760-1960

EN T U R PÅ A S S I S T E N S K I R K E G Å R D

mærket, at Ondskaben gjelder Dem.« Eventyret var da helt nyt. Andersens trofaste ven, Edvard Collin, der livet igennem hjalp ham med råd og dåd, læste korrektur på hans skrifter, forhandlede med forlæggere og redaktører på vennens vegne og meget mere, lod Andersen begrave i sit familiegravsted, hvor også han og hans hustru senere blev begravet — en sidste vennetjeneste mod den ensomme digter. Men adskillige år senere - i 19 14 - var Andersen blevet så forskrækkelig berømt, at en del af hans mest energiske beundrere pludselig fandt på, at det egentlig var for galt, digteren skulle stå i taknemmelighedsgæld til sine gamle velyndere og ven­ ner, der —vistnok - ikke havde sat tilstrækkelig pris på ham. Til sidst blev det de efterlevende Collinere for broget, så de fjernede den Collinske gravsten og anbragte den på Frederiksberg Kirke­ gård, ved hvilken lejlighed Andersens monument, der oprindelig stod til venstre på graven, flyttedes hen midtfor. Man mindes slutningen på eventyret om »Skyggen«: »Det var et Bryllup! Kon­ gedatteren og Skyggen gik ud paa Altanen for at lade sig se og faa nok en Gang Hu rra. Den lærde Mand hørte ikke noget til alt det, for ham havde de taget Livet af. -« Denne bitre satire over de sande fortjenesters lod i verden, nemlig: evig forglemmelse, får en pikant betydning ved netop denne grav. Den virker næsten som en boomerang.230 Man har naturligvis også fundet monumentet for tarveligt, og ved lejlighed blev der endda fremsat planer til et mausoleum, men de blev heldigvis skrinlagt, så længe det nu varer. »Over disse enkle Grave«, siger Martin A. Hansen i samme anledning, »er der noget fint og ædelt, man ikke møder i et Mausolæum«.231 Allerede i Borgerrepræsentationens møde i december 1864, da man drøftede anlæggelsen af en ny kirkegård til afløsning af Assi­ stens, omtaltes det, at der kun måtte sælges jord herude på 100 år

l6 l

Historiske Meddelelser 11