AssistensKirkegård_1760-1960

H E NN I NG V A L E U R L A R S E N

fremhæves, kan man nævne sandstens-mindesmærket over lægen Joachim Ballesig, der døde i 1834. Det er næsten på højde med muren og viser en vel udført Æskulapstav under en stjerne. Spørgsmålet om vedligeholdelse danner faktisk en fortløbende kommentar til den æstetiske opfattelse af kirkegården som have set. To synspunkter strides for det første til stadighed. Enten lægges kirkegården nær ved byen, hvoraf følger høje grundpriser. Der bliver da ikke råd til at ødsle med pladsen, og kirkegården anlægges efter lige linier - uden romantiske udskejelser. —Eller kirkegården lægges fjernt fra byen, og så bliver der råd til at fan­ tasere. Det er den tørre logik. Som følge af dette ræsonnement var bykirkegårdene så snævre og forfaldne. Der var ikke råd til udvidelse, og pladsmangelen ødelagde ethvert forsøg på stræben efter harmoni. Men smagen går sine egne veje, der ikke altid beherskes af disse synspunkter. Den ældste Assistens Kirkegård f. eks. lå langt fra byen, men indrettedes alligevel i nøgtern stil. Allerede dengang ivrede ganske vist Jens Bang med flere for at få en romantisk have ud af det, men omsonst. Der fulgte imidlertid en æstetiserende tidsalder på, og de romantiske synspunkter blev populære - også herude. Vestre Kirkegård fulgte derimod straks den logiske regel. Den blev lagt endnu længere ud ad landet til end Assistens, men så blev der også råd til at æstetisere.208 Midt i 1860’erne var det blevet for kostbart at udvide Assistens Kirkegård yderligere, skønt den snart ville være fuldt belagt, og noget altså måtte foretages. Her på stedet havde kommunen ikke jord nok til en eventuel udvidelse. Altså måtte der købes private grunde - og desuden skulle der kloakeres kraftigt. Det ville blive alt for dyrt. Man så sig derfor om efter andre steder, der kunne egne sig til kirkegårdsanlæg. Bestyrelsen foreslog »Slagtervangen« ved Strandvejen, 2. afdelings borgmester derimod Vestre Fælled, der stødte op til Valby, hvis jord var billigere end Københavns.

148