ArbejdernesLæseselskab_1879-1929

78

L. P. Hansen var Fanen, var Samlingsmærket for en Sag; hvor han rejste sig, lyttede man. Den hellige Ild brændte i hans Nærhed; ikke det vildt blussende Baal midt i en Slagmarks Tummel, men Evighedslampen, hvis stille, klare, lysende Lue aldrig maa slukkes — og han var den Præst, som holdt Flammen vedlige. L. P. Hansen var »Sagen« selv; han var — »Arbejdernes Læsesel­ skab«! Deri ligger det mærkelige, at

naar man skal skrive om ham, saa bliver det »Arbejdernes Læsesel­ skab«. Da jeg som ungt Menneske i Aaret 1896 traadte ind i Selskabet, skulde der vælges en ny Formand. Jeg var med til Valgene. Diskus­ sionen gik højt om, hvorvidt det skulde være en Arbejder, eller om man skulde formaa en anden dygtig, Arbejderne velmenende Mand til at overtage Hvervet (man tænkte vist­ nok paa nuværende Folketingsmand Dr. phil. A. Fraenckel).

Gudskelov, det blev en Arbejder! L. P. Hansen blev valgt — Tøjhusarbejderen!

Det blev ingen Formynder for Arbejderne; ingen udenforstaaende, der i ledige Stunder skulde være Filantrop, med os som Objekter. — Det blev Arbejderne selv, der førte Selskabet videre. L. P. Hansen skrev Aaret efter i en Sang: »Ej forknyt, du travle Slider, som i Dagen lang

trofast for din Arne strider — stem kun op en Sang. Vejen frem forlængst er funden, og det gryr mod Morgenstunden. — Broen over Vande stride bygget er itide.«