ArbejdernesLæseselskab_1879-1929

101

Ja, en lille Forelskelse spillede maaske ogsaa med, thi jeg ved flere, der har hentet deres Livsledsagerske inde i Selskabets Lokaler. Men som Regel var det kun harmløs Spøg, der bandt os sammen, og ikke andet. Jeg husker en lille Klike af begavede unge Mennesker, Mænd og Kvinder, hvis fornemste Medlem var en, senere bekendt, Tegner og Forfatter. Naar den kom sammen, i det lille Værelse, ved Siden af Biblioteket — det var i Nansensgade 75, hørte man først en, der sagde: »Skal vi saa sætte os ned og være aandrige?« Og saa satte de sig ned, og der sad de saa og var aandrige Resten af Aftenen. Dette blev senere til et Ordsprog, saaledes at naar to Medlemmer mødtes, foreslog den ene altid, at de skulde sætte sig ned og være aandrige. Naar Selskabet om Aftenen lukkede sine Lokaler, gik man paa Kro sammen — Selskabet var jo dengang ikke saa fint, at det havde sin egen Restauration. Det var fortrinsvis »Mullers Hotel« i Nørre Farimagsgade, der hjemsøgtes, og naar saa »Hjerterdame« var med, kunde der godt komme en glad Aften ud deraf. Ikke saaledes at forstaa, at man svælgede i spirituøse Drikke; nej, det var altid Kaffe med Brød og en enkelt Gang en lille Likør eller Cognac. Men med Dominospil og fortrolige Samtaler forkortedes Tiden, lige til man blev smidt ud ved Lukketid. Og saa »fulgte man hjem« — til Gadedøren altsaa, og Samtalerne fortsattes undervejs, paa Gadehjørnet og i Gadedøren, til man skiltes for den Aften. Ved de aarlige Sommerudflugter var Kliken ogsaa sammen — sludrede, drak Kaffe, spadserede og dansede sammen, og det kunde hænde, hvis Turen f. Eks. var gaaet til »Over Stalden« i Charlotten- lund, at man gav Pokker i Sporvogn og Jernbaner og, om Natten, spadserede hjem sammen i Maaneskinnet, ad Strandvejen, syngende af fuld Hals. Undertiden — hvis man var sikker paa Funktionærernes Diskre­ tion — kunde det ske, naar Dørene var godt laasede efter Lukketid i Selskabet, at man blev i Lokalerne og lod Opsynskonen servere Kaffe, eller ogsaa fik en brændende Bolle Punsch paa Bordet, og fortsatte med et olympisk Symposion efter bedste akademiske Mønstre. Da lød Sangen ud fra Nansensgade, ikke altid lige køn, men i hvert Pam velment, og da var det næsten altid Sveriges store, udødelige Bellman, hvis glade og skønne Sange maatte holde for.