AndreasPeterBernstorff_1899

77 Juni 1772 udstødtes Rantzau-Ascheberg; siden ombyttedes Osten med Bernstorff; den 28 . November 1775 døde Rømeling uden at erstattes. Arveprinsen, Thott, Schack Rathlou, Eickstedt og Bern- storff blev tilbage indtil 1780 . Hans Henrik Rømelings Fortid med jævn Stigning til høje Marineofficersposter rummede intet mærkeligt, da han efter J. H. E. Bernstorffs Fald i September 1770 kom ind i Konseillet og der- paa sammen med de øvrige gik af i December.1 Han maa have forekommet Hoffet uskadelig og paalidelig, da ban straks den 18 . Januar 1772 blev Statsminister og første Deputeret i Admiralitets­ kollegiet. Han var ganske uden Indflydelse og blev inden ret længe tilsidesat og overset af Hoffet, maaske fordi han ikke stod paa nogen god Fod med Schack Rathlou. Uheldige Familiefor­ hold, økonomisk Misère og svageligt Helbred gjorde hans Tilstand saare ulykkelig. Marinens Ledelse var efter Bernstorffs Skøn slet, ban fandt Rømeling borneret og lidet pligtopfyldende, og sagde en Gang, at han var mindre end intet, hvad der passer godt til, at Kongen gav ham Øgenavnet „den dumme Djævel“ . Alligevel gav Bernstorff ham ved hans Død Skudsmaal for trods alle Fejl at have været sandhedskærlig og hæderlig, og harmedes, da Hoffet imod KonseiHets Vilje ved en Kabinetsordre gav Enken, der sad i smaa Kaar med mange Børn, en usømmelig ringe Pension. Vel havde Rømeling intet haft at sige ud over Marinens Sager; men Bernstorff beklagede dog, at han gik bort; thi „enhver Breche i denne Kreds, hvis Sammenhold næsten ene sikrer den almindelige Ro, er en Ulykke.“ En ny Statsminister udnævntes dog ikke, men i Admiralitetskollegiet gjorde Hoffet Admiral Frederik Christian Kaas til første Deputeret og fdi i ham en lydig Tjener.1’ Hans Dygtighed var ringe, og for at skaffe sig Respekt holdt han sig nær til Hoffet, hvis Kabinetsordrer altid modtoges med Ærbødig­ hed inden for hans Departement, hvor Etatsraad Frederik Chris­ tian Sevel i øvrigt var Hoffets egentlige Tillidsmand. '' Otto Thott spillede ikke nogen meget større Rolle end Rømeling, skønt den Anseelse, han nød, var langt betydeligere.4 Han var gammel, svag og pylrevorn, og man ventede stadig hans Død. Thott var ingenlunde glad ved Hoffets Politik og ønskede at faa