AndreasPeterBernstorff_1899

andre enten tav stille eller begejstrede sluttede sig til Heltet, der var umaadelig optaget af den Modtagelse, Loven vilde fa a , talte Bernstorff af al Magt imod den; men hans Rest „bredes som Vand mod Klippen“ . Dybt beklagede han. ved at Loven ikke behandledes i Konseillet, at være afskaaren fra for Efterverdenen at bevare et Vidnesbyrd om sin Opfattelse.1 Ogsaa vi m aa be­ klage Savnet af et skriftligt Votum af ham, der vilde have inde­ holdt alt. hvad der den Gang af de nobleste Motiver kunde siges mod en Lov, hvis Grundsætninger for os staar som selvfølgelige. Af hans samtidige Breve og af spredte Udtalelser før og senere maa vi nøjes med at danne os et Billede af hans Standpunkt, Delte hænger nøje sammen med de Forudsætninger, hvormed han var kommen til Danmark. Uden nogen national Følelse var han bleven Fyrstetjener; men man vil erindre, at han i 1772 havde anset det for næsten umuligt at tjene en Konge, til hvem han ingen Tillid kunde have.’2 Naar han alligevel havde indladt sig derpaa, blev hans Drivfjeder almen, menneskelig Interesse; for alle, der rummedes inden for Statens Grænser, vilde han arbejde, for dem uden Hensyn til Nationalitet vilde han anvende sine Evner. Men til slig Gerning fandt han faa duelige. Vi har allerede nævnt hans Klager derover. Han leder efter Dygtigheder med Lygte, naar der særlig trænges; han er taknemmelig for enhver fremspirende Kraft, lige meget af hvad national Rod den rinder. Alle, der kunde gavne Samfundet, skulde tages i Brug, de mnatte saa komme indefra eller udefra; det var efter Bernstorffs Mening den rette Patriotisme, og han fandt, at den var ædlere og klogere end den „der vilde indsnævre Kredsen i Stedet for at udvide den“ .!! Den verdensborgerlige Aand, ikke den nationale gennemtrænger ham. Dette principielle Hensyn æggede ham stærkest til Modstand mod Guldbergs og Schack Rathlous Forsøg paa at spærre de frem­ mede ude. Sligf var for ham en Tilbagegang i Kultur, en Hindring for FremskridtA Ved Siden heraf kunde det vel ikke undgaas, at han følte sig saaret, naar Kampen mod de fremmede fik bitre Udtryk, der ogsaa ramte ham; men han tog dog i Reglen mildt og overlegent herpaa. Ja, han gik saa vidt, at han anerkendte, at der maaske nok kunde være nogen Grund til at sikre Landets