AndreasPeterBernstorff_1899

70 Bernstorff, lige saa bestemt kræver han her Adelens Forrang. Den alene bør have Adgang til Kongens Raad og til de høje Embedsstillinger; de høje Titler og Udmærkelsestegn bør ene forbeholdes den. Kun i ganske særlige Undtagelsestilfælde bør Grænsen overskrides. At et Geni som Schimmelmann fra ringe Stand stiger højt, finder Bernstorff i sin Orden, men dog er det vistnok hans Ønske, at slige sjældne Personligheder altid bør optages i Adelsstanden; thi alt, hvad der er stort og fremragende, bøf rummes inden for den. Men selv en nybagt Adelsmand som Schimmelmann blev efter hans Skøn aldrig helt Jævning med Mænd af gammel Adel. Ved given Lejlighed udtalte han skarpt, at Schimmelmann for Eksempel aldrig blev D. Reventlows Lige­ mand, og at det altid var en Ære for en Datter af Schimmelmann at ægte en Reventlow.1 Kravet om et skarpt Skel mellem Adel og Borgerstand fører ham vidt. Han forarges, naar uduelige eller forvorpne Adelsmænd letsindigt hædres med høje Titler eller Ærestegn, men næsten lige saa stærkt oprøres han, naar uadelige faar Ærestegn eller Titler, der ellers forbeholdes adelige. Praktisk var han imod, at borgerlige steg højere end til Konferensraads Rang; at en borgerlig blev Kammerherre, led han ikke. Ved Mageskiftet hindrede han, at der uddeltes Titler og Baand til borgerlige i Holsten sammen med Adelen dernede, og han be­ tragtede det som en Selvfølge, at en af vore dygtigste Diplomater, Johan Samuel Berger, paa Grund af borgerlig Fødsel ikke kunde naa de højeste Poster. Det er, siger han udtrykkelig, „en fordærvelig Tanke, at alle kan stræbe efter alt.“ Med Uvilje saa han Hoffets Bestræbelser for „par principe et par système“ at blande Klasserne. Han fandt det utilbørligt, at Hoffet modsatte sig, at unge Adelsmænd som før kunde springe lige ind i Kaptajnsstillinger i Hæren, men forlangte, at de skulde begynde fra neden af som de borgerlige.' Hans Syn er her overmaade snævert; man nødes til at kalde ham fordomsfuld og adelsstolt. Men alle de skarpe Udtalelser, der viser os ham saaledes, findes i fortrolige Breve til en intim Ven, og Bernstorffs Praksis har ganske sikkert været langt mindre udpræget. Hans nære Venskab med fremragende borgerlige Mænd som Cramer, Carstens, Wasserschlebe, Johan Just Berger, Klop-